Logo sommerfugl

torsdag den 20. november 2014

Maja Lisa Engelhardt: Gravhøj


Maleriet "Gravhøj" er en del af en serie monumentale abstrakt-ekspressionistiske oliemalerier, som Maja Lisa Engelhardt malede som udsmykning til det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg. En fortolkning kunne være at se det som udtryk for et af de tidligste kulturelle mindesmærker i Danmark, i modsætning til at finde rester fra deres liv ved udgravninger af bopladser og andet fra deres liv i bronzealderen og tidligere.

Disse permanente gravmonumenter ses typisk som udtryk for at datidens mennesker havde udviklet en kultur med forestillinger om et efterliv, således livet alligevel ikke sluttede ved døden. Men det er nu ikke nødvendigvis således at en kultur behøver være præget af religion og overtro for at ønske at markere dødsfald med et kraftfuldt monument, og en fest for den døde.

Om der skal lave analyse på om fortidig kultur i Danmark skal ses symbolsk i forbindelse med Folketinget og Socialdemokratiet er så et ganske andet spørgsmål.


fredag den 14. november 2014

Er selvbestemt død altid selvmord?


Et paradoks omkring nogle selvmord illustreres af dette maleri. En dukke hænger i sine snore, der giver den liv. Men en af dem er en løkke om halsen, dukken bliver hængt. Den skal dø. Den er ved at klippe snorene med en saks. Så kan den blive fri for at blive hængt, men uden snore, intet liv. Den vil dø, bare på en anden måde. Er det selvmord at klippe? Er det en bedre måde at dø på?

Paradokset findes i virkelighedens verden når et "selvmord" ikke handler om død eller liv, men om at dø på den ene aller anden måde. Når liv ikke er en fremtidsmulighed, er det dog bedre end intet at få indflydelse på sin måde at dø på. Så kan det ofte blive et bedre beløb, både for hovedpersonen og de pårørende. Men der er jo nogen der mener at aktiv dødshjælp er meget forkert, og at det altid må være et krav ikke selv at søge en smule indflydelse, når den fører til selv at sige "slut".

Dukken smiler, når han fører saksen, med friheden til at løse sit paradoks.


torsdag den 13. november 2014

Det nødvendige drab i Sejlstrup

En septemberaften i 1996 blev den 52-årige serbiske Ferdinand Poprask dræbt ved et planlagt, brutalt og blodigt mord i den lille landsby Sejlstrup, nær Skørping i Himmerland. Slået gentagne gange med en økse, og efter et mislykket forsøg på at skære halsen over, blev drabet afsluttet med en pude over hovedet. På trods af sagens hårde omstændigheder nøjedes dommeren med at idømme betingede domme. Ingen kom i fængsel ud over varetægtsfængsling før retssagen. Men straffen var måske alligevel for hård. Betjentene fra kriminalpolitiet gav morderne et knus efter dommen. Ganske usædvanligt, som den historisk milde straf.

Ferdinand var, helt bogstaveligt, en ualmindeligt barsk hustyran, og efter mange år valgte hans tre sønner at det var det bedste om deres far døde. En dødstrussel mod familien var blot afslutningen, børnene havde hele deres liv levet i et familie-helvede med vold, afstraffelser, ydmygelser, katolsk inspirerede dogmer, og psykisk terror. De havde flere gange talt om at dræbe tyrannen, men nu skulle det være alvor. De turde ikke vente længere.


Storebror Ivan på 21 år førte våbnene, som den 18-årige Andrej havde fundet frem. Lillebror Jurij var på rekognosering, og kunne melde at faderen sad i sofaen og så TV, med ryggen til. Brødrene listede sig ind i stuen, og dræbte den brutale diktator. Dermed var drengene, sammen med deres tre søstre, fri fra en vilkårlig jernhånd.

En side af sagen er at socialforvaltningen havde fået en anmeldelse, men sagen blev her lukket efter at et besøg havde vist et pænt hjem med nydelige børn. Moderen bagatelliserede sagen, hun turde ikke andet. Når hun dog betrodede sig til nogen, aftvang hun dem hver gang løfte om ikke at gå til myndighederne. Ellers havde hun grund til at tro at faderen ville gøre alvor af truslerne om at dræbe familien. I retten sagde Andrej:
Gik vi til myndighederne, vidste vi, at vi samtidig underskrev vores dødsdom.

Det er jo svært have andet end medfølelse med, og stor forståelse for de mishandlede børn. Selvfølgelig er et mord det ikke "det rigtige at gøre", men når det omgivende samfund reelt overlod familien til faderens luner, er det også svært at pege på hvad en realistisk plan havde været for børnene, hvis de da selv ville overleve. Måske var det brutale drab dog den mindst ringe løsning, i det lokale perspektiv. I et utopia havde de kunnet møde forståelse og støtte før de måtte likvidere den utålelige far. Virkelighedens verden kan ligge langt fra idealistisme forestillinger om at vi har et samfund, der har ressourcer og fokus til at yde den nødvendige hjælp til de mest udsatte.

Som antydet mener jeg at straffen på 4 års betinget fængsel til Ivan, og betingede domme uden strafudmåling til de to yngre brødre, er alt for hård, på trods af sin mildhed. Når de blev løsladt fra retten, ser jeg det som udtryk for at ville undgå en egentlig straf. Men selve det at blive dømt efter straffeloven, for en meget alvorlig forbrydelse, er jo også en straf. Et stempel: Forbryder.

Mod slutningen af den langvarige afhøring i retten i fredags bad forsvareren, Bent Nielsen, hver af drengene besvare et kort spørgsmål: »Har I fortrudt?« Drengene er alle stærkt religiøse og har til politiet forklaret, at det plager deres samvittighed, at de har dræbt et andet menneske. Alligevel kom svaret på advokatens spørgsmål prompte fra alle tre: »Nej!« Ivan Poprask, den ældste af brødrene, tilføjede: »Jeg kan stadig ikke se, vi kunne gøre andet. Det var kommet dertil, hvor det var ham eller os

En bedre løsning havde været at frikende drengene. Begrundelsen skulle være at de handlede i utvetydigt selvforsvar. Nu ved jeg godt at situationen var så speciel, at den ikke falder helt 100% ind under den normale ramme for nødværge, hvor straffeloven har to paragraffer:
§ 13. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

...

§ 14. En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.

Når det alligevel var relevant at bøje retspraksis efter det meget usædvanlige drab, synes jeg ikke at det ville have været for meget at anse det for at være begrundet nødværge, og måle rimeligheden efter børnenes dårlige kår, og ganske urimelige forhold.

Altså ville min dom have været at de skulle frifindes. Thi kendes for ret.


onsdag den 12. november 2014

En sommerfugl på stjernehimlen


En kæmpestor stjernetåge i mælkevejen er konstellationen NGC 6302, The Butterfly Nebula, eller "sommerfugletågen" i stjernetegnet skorpionen. Rumteleskopet Hubble tog i 2009 dette spektaluære billede af den 3 lysår store formation af gasser, støv og andet. Centrum er en hvid dværg, med ekstremt stor temperatur, der synes at være en rest fra da en af galaksens største stjerner eksploderede engang.

Stjernestøvet er hvad der kan danne nye stjerner, og især de grundstoffer som er vigtige for planeter. Så en stjernes død kan være kimen til nye planeter, og måske nyt liv, i en fjern fremtid. Det bliver altså lidt symbolsk (set i mennesket lille perspektiv) at den minder om en sommerfugl, der netop ofte bruges i betydningen død og genopstandelse i en anden form.


tirsdag den 11. november 2014

Yun-Fei Tou: Memento Mori


Fotografen Yun-Fei Tou fra Taiwan har lavet et projekt "Memento Mori" med at tage billeder af herreløse hunde lige før de skal aflives. Samtidig brugte han tid på hundene, der fik leg, trøst og mad i deres sidste timer. Det blev hun til en ganske lille del af de ca. 80.000 hunde som aflives i landet om året.


These portraits are taken on the very day in which the dogs depicted is about to be put down or mercifully killed in public pounds run by governmental agencies in Taiwan. Utilizing the classic portrait style that originated in the early 19th century with the birth of photography as an art form, these photographs offer the viewer a chance to look attentively into a bleak future.


The purpose of this project is to arouse people’s awareness of animals rights. People should view animal rights as a moral issue rather than appealing to emotional affection. As Peter Singer wrote in his Animal Liberation, “The portrayal of those who protest against cruelty to animals as sentimental, emotional “animal-lovers” has had the effect of excluding the entire issue of our treatment of nonhumans from serious political and moral discussion.”


Et spørgsmål er så hvad etikken egentlig kan siges at være i at aflive herreløse hunde, ofte i dårlig stand, hvor det hverken er realistisk at finde nogen der vil tage sig af dem, eller give dem et natur-lignende miljø som pensionat. Det kan i princippet siges at være tragisk at de skal dø, men det var måske endnu mere tragisk om de skulle leve videre, fordi mennesker hylder et ideal om at et meget ringe liv er bedre end døden.

Samme tankegang kan gøres gældende for mennesker, blot med den store forskel at her må det være mennesket selv der får lov til at vurdere om det er for ringe. Den chance fik hundene ikke, i sagens natur.

Memento Mori. Husk al du skal dø.





Logo sommerfugl