Dødshjælp? Nej, selvmord

fredag den 14. marts 2008

Dødshjælp? Nej, selvmord

Inmaculada Echevarria blev 51 år før hun døde den 14. marts 2007. Hun blev bedøvet for at forebygge at hun led mens hun blev kvalt. Måneder forinden indledte hun en lang kamp for at få behandlingen med respirator afbrudt, efter at have tilbragt mange år i en hospitalsseng. Den katolske orden som driver hospitalet anerkendte hendes ønske som rimeligt. Hun skulle ikke tvangsbehandles mod hendes velovervejede ønske.

Allerede som 11-årig begyndte hun at mærke den muskelsvind som gradvis svækkede hende mere og mere. Til sidst kunne hun blot vrikke fingre og tæer. Triste fakta.

Hun kunne sikkert have levet adskillige år endnu før lægerne ikke længere ville være i stand til at holde de basale livsfunktioner oppe. Det ønskede hun ikke. Hun foretrak at dø med værdighed. Hun fik sagt farvel til sin søn, som hun havde måttet bortadoptere da hun blev enke med en få måneder gammel baby.

Sagen vakte stor debat i Spanien. Mange støttede hende. Mange ville ikke give hende lov til at få fri fra det liv som hun synes var ulideligt. Som forventeligt var den katolske kirke stærkt fordømmende, mente at det ville være aktiv dødshjælp (eutanasi) ikke at tvangsbehandle hende. Hun blev behandlet godt, men ingen hjalp hende.

På grund af katolske biskoppers og Vatikanets utilbøjelighed til at respektere hendes beslutning blev hun flyttet til et andet hospital, som efterlevede loven.

En religiøs betragtning er at hun skulle leve videre til Gud tog hendes liv. Vrøvl. Hun var død mange år før hvis menneskene ikke havde blandet sig. Hvis jeg troede på Gud, ville jeg mene at Guds vilje var at hun skulle dø som ung, i stedet for at hendes liv blev en seng på hospitalet.

Hendes valg var at dø, men hun måtte have hjælp til at slippe fri.