Ét velrettet skud gennem hovedet. Den franske Richard Corbett dræbte i 1929 sin mor, efter at han havde givet hende et sidste kys. Så skød han sig selv, men overlevede. På hospitalet skrev han et brev til en af de store aviser, og redegjorde for sin sag.
Moderen var alvorligt syg af kræft. Lægerne kunne intet gøre, heller ikke lindre hendes stærke smerter. Sønnen plejede hende i måneder, hørte hendes skrig, så hvordan pinslerne gravede dybe furer i moderens ansigt. Hun kunne ikke begå selvmord, som omkring 5 andre kræftramte hver eneste dag i datidens Frankrig. Hun tiggede og bad sin søn om at være barmhjertig, afkorte hende lidelser, at dræbe hende før kræften. Aktiv dødshjælp, eutanasi.
Han tænkte etikken igennem. Havde staten ret til at nægte uhelbredelige denne barmhjertighed? Skulle kirken bestemme over mennesker? Religion var en personlig sag. Var den enkeltes frihed vigtigere?
Richard Corbett påtog sig det ansvar som samfundet skubbede fra sig. Han satte sig over loven, og brugte sin pistol. Han fortrød intet.
Dommeren afbrød: Det var Gud der skulle overveje hvornår din mor skulle dø, ikke dig. Måske havde Gud forlænget hendes liv.
Richard Corbett hviskede: Gud er blot en religiøs tro.
Tilskuerne var chokerede. Kvinder græd hysterisk. En af nævningene blegnede, bad om brændevin, og besvimede.
Nævningene trak sig tilbage for at votere. De bad om vejledning, ville vide hvordan de kunne dømme den anklagede, men være sikre på at han blev benådet. Dommeren svarede irriteret at benådninger var præsidentens gebet. Nævningene turde ikke stole på præsidentens nåde. Heller ikke på dommerens. Efter 20 minutter mere lød dommen: Ikke skyldig.
Richard Corbetts mørke reaktion var at det ikke gjorde nogen forskel. Han havde mistet sin mor.
Madame Lucie de la Rue-Mardrus (en oversætter): "Nævningetinget af bønder afgav samme kendelse som et nævningeting af intellektuelle ville have".
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar