Logo sommerfugl

tirsdag den 30. september 2008

Young@Heart rocker til de ruller ... om

Young@Heart Chorus

Young@Heart fra Massachusetts er et seriøst arbejdende blandet kor, der stiller høje krav til sig selv. De optræder mange steder, er på tourneer, i medierne, udgiver deres arbejde (cd: Mostly Live), og der er lavet en film om dem. Det der gør koret til noget exceptionelt er at gennemsnitsalderen er ca. 80 år.

Young@Heart Chorus

Koret har eksisteret siden 1982, med en løbende naturlig udskiftning. Ingen af den oprindeligt trup lever længere. Hjælpemidler, kemoterapi, gigt, hjerteanfald og døden er med i dagligdagen. Dette giver også ekstra "pondus" til titler som "Yes We Can Can", "All We Have Is Now", "When you lose someone, you can’t replace", "Stairway to Heaven" og "Should I Stay or Should I Go?".

Young@Heart Chorus

Fred Knittle
Et medlem, Fred Knittle, optræder med iltslange i næsen, men har måttet drosle ned. Som han siger, rejste han fra kontinent til kontinent indtil han blev inkontinent.

Selvfølgelig er det en sorg når et medlem falder væk, måske midt under en tourne. Syngende i hospitalssengen. Men det er egentlig ikke så sørgeligt når vedkommende gennem koret har haft et godt liv til det sidste. The show must go on. Livet går videre. Og koret gør dybt indtryk på deres publikum.

Len Fontaine
What's colder than being cool?

Ice cold!


Gregory Stone: Young@Heart chorus

Der er en del flere YouTube videoer end disse eksempler:



søndag den 28. september 2008

For glem mig ej

... a kind of silent sadness.

The Forgotten by Zindy S. D. Nielsen

Jeg har før gengivet nogle af Zindys gode tegninger med symbolske sommerfugle her på bloggen. Det fortjener de, så det lægger jeg gerne plads til. Det ser ud til at der også er nogen som synes at denne her er værd at lægge hud til. En pige fik den på sit overlår:

Zindy tattoo: The Forgotten
Zindy tattoo 1 & 2

Tatovøren Rich Grenier, der gerne går ud over de traditionelle rammer for tatoveringer, er fan af Zindy, og har fået lejlighed til at gengive et par af dem på sit "lærred", hvor stemningen kan fastholdes ganske tæt på.

Working on Zindy tattoo
Rich Grenier: Working on Zindy tattoo


lørdag den 27. september 2008

300 indlæg - og en skabslåge

Da jeg startede denne blog valgte jeg at skrive under pseudonymet "tosommerfugle", uden ellers at røbe andet end fornavnet Johnnie. Baggrunden var at jeg imødeså muligheden for at blive dømt skyldig (måske med en blot symbolsk straf) for at jeg gav min kæreste rum til at begå selvmord, da det desværre blev hendes behov. Jeg var (og er) helt sikker i det etiske og menneskelige grundlag for min handlemåde.

TV Avisen

Samtidig kunne jeg se at en kantet juristeristisk betragtning kunne give en domfældelse som jeg ikke ville kunne acceptere. Selv om jeg måske blot havde fået en betinget dom, tror jeg at jeg havde følt mig nødt til at anke sagen, med påstand om frifindelse. Derved ville jeg have sat spørgsmålstegn ved lovens anvendelse, og lagt op til en etisk debat. Jeg ønskede ikke at en sådan debat skulle sætte fokus på min person, og sagens konkrete detaljer. Det etiske spørgsmål skulle ikke presses i baggrunden. Mente jeg. Derfor medierne i stram snor.

Da jeg blev frikendt, gik debatten i stå igen. Jeg havde ærligt talt lidt blandede følelser. På den ene side var det tydeligt for mig at min argumentation omkring det menneskelige og følelsesmæssige gik igennem i retten. Senere hørte jeg at en tilhører oplevede at jeg "optrådte imponerende" ved min mundtlige forelæggelse. På den anden side kunne jeg blot give en af journalisterne ret i at det var en mystisk dom. Den snoede sig langt udenom etikken, og var baseret på at sagen ikke sås som tilstrækkeligt bevist. Lidt sarkastisk måtte jeg konstatere at retsplejen ikke giver mulighed for at anke på grund af utilfredshed med præmisserne for en frikendelse. Jeg havde håbet på en dom som kunne sætte præcedens. Med et skak-ord var resultatet pat.

Det skulle nu ikke hindre mig i at blogge på basis af mit etiske og menneskelige ståsted, og fremdrage sager som illustrerer dilemmaer omkring retten til at dø, aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord. Sager hvor døden ikke er det værste, men netop bliver til noget ønskeligt og næstekærligt. Så det har jeg hygget mig med. Efterhånden har jeg udviklet formen til at have en skarpere markeret kant, uden at vige tilbage for provokerende pointer.

Selv om jeg ikke er enig, kan jeg godt følge hvis nogen kunne føle at det er useriøst at have en markant profil uden at have et civilt navn at koble udtalelserne sammen med. I modsætning til alt for mange af de anonyme skribenter, har jeg været særdeles konsekvent med at undgå personangreb og useriøst brok, ting som jeg ikke ville kunne vedstå øje til øje. I øvrigt har jeg slet ikke skjult sammenhængen for min omgangskreds.

Ergo er jeg blevet enig med mig selv om at det ikke tjener noget formål at adskille pseudonymet "tosommerfugle" fra min dagligdags identitet.

Mit fulde navn er Johnnie Hougaard Nielsen. En søgning i Krak (eller tilsvarende) gør det nemt at finde adresse og telefon nummer, der er ikke andre som hedder det samme. Det har nu aldrig været noget større detektivarbejde at finde mig. Fornavn og kommune fremgik af aviserne, og det var nok til hurtigt at finde mig.

Og jeg har fundet et par billeder frem, som Ingelise og mig tog på en ferietur ved Hundested i maj 2003. Det gode liv.

Ingelise og Johnnie

fredag den 26. september 2008

Slet ikke meningen

En panodil-pige fortæller - En af de mange panodil-piger

Det var egentlig ikke, fordi jeg ville dø.
Sådan rigtigt dø i hvert fald
Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig.
Måske at man bare kunne rejse sig op igen
Lige som i filmene
Hvor heltinden altid bliver reddet til sidst
Og alle fortryder

Jeg spiste bare alle de piller
De var ude i badeværelsesskabet
Jeg troede man bare faldt i søvn
Som når man er rigtigt træt
Jeg vidste ikke
At jeg ville kaste op og kaste op og kaste op

Jeg kan ikke huske hvad der skete
Da far og mor kom hjem
Det første jeg husker
Er slangen de puttede ned gennem min hals
På sygehuset
Og alle blodprøverne
Og lægen der kom og sad ved siden af min seng og spurgte hvorfor

Jeg kunne ikke sige hvorfor
Jeg kunne kun sige
At det hele var lige meget
At jeg ikke mente det
At jeg bare ville have
At der skete noget. Et eller andet.

Jeg kunne jo ikke sige
At jeg føler mig alt for tyk og grim
At jeg er dum i skolen
At min bedste veninde er væk
At alting føltes så tomt at jeg føler mig helt grå indeni

Jeg kunne jo ikke sige
At jeg bare gerne ville være lille igen
Lægen spurgte mig
Om jeg ville gøre det igen
Men jeg ville jo egentlig slet ikke gøre det
Det skete bare


Slet ikke meningen (selvmord)
En panodil-pige fortæller en historie fra det virkelige liv, bragt af Børns Vilkår


Øjne



onsdag den 24. september 2008

Sarah West: Glem mig ... Hjælp mig!

Til fordel for Ungdomsproblemer.dk har Sarah West fornylig udgivet Glem mig om en ung pige som mest af alt gerne vil glemmes af verden. Det er samtidig et råb om hjælp og opmærksomhed fra alle dem som kæmper med lavt selvværd. Hun håber at den vil gøre en forskel, på en eller anden måde.

Tekst og musik: Sarah West

Sarah West

Se de kigger og de nikker
når de ser hvad jeg kan
men indeni er jeg en fiasko,
intet værd ikke sand
Når jeg kigger på mig selv,
vil jeg væk herfra
hvis du spørger hvem jeg er,
har jeg intet svar
stod det til mig
var jeg allerede væk
Glem mig
jeg er allerede væk
Glem mig
yeah, yeah, yeah
Hjælp mig

Sarah West
Sarah West
Sarah West

Mine øjne flakker hurtigt rundt
hvor er mit håb?
I tror jeg ejer hele verden
men jeg har intet at leve for
Nej nej nej nej nej
Jeg vil ikke mer'
Er der ingen der ser
hvor slemt det er?
Glem mig,
jeg er allerede væk
Glem mig
yeah yeah yeah

Sarah West

Jeg er ikke den eneste
der råber om hjælp
Vi er mange der ikke kan
hjælpe os selv
Jeg har glemt hvem jeg er,
hvad jeg skal og hvad jeg vil
Skal jeg virkelig fortælle det
en gang til?
Hjælp mig!
Glem mig
jeg er allerede væk
glem mig
yeah yeah yeah




tirsdag den 23. september 2008

Glemte selvmordsforsøg med Panodil

Et notat fra Sundhedsstyrelsen peger på at Landspatientregistrets statistik over selvmordsforsøg er stærkt misvisende. Problemet er sager med teenagere som indlægges og behandles efter at have proppet sig med hovedpinepiller. Disse bliver meget ofte blot registreret som "medicinsk forgiftning" og ikke som selvmordsforsøg.

Urban: Selvmordsforsøg registreres ikke

Konkret har Sundhedstyrelsen taget fat i indlæggelser efter forgiftning med overdosis af paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol og lignende) eller acetylsalicylsyre (Aspirin, Magnyl, Kodimagnyl og lignende). Blandt 12-20 årige piger var der 701 af disse tilfælde i 2006, mens der blev kun registreret 239 selvmordsforsøg med smertestillende medicin. De tilsvarende tal for 1996 er 221 og 114.

En hund efter Panodil

Stigningen i selvmordsforsøg ser altså ud til at være væsentligt større udenfor statistikken. Det kan da tænkes at der er tilfælde hvor det reelt er et uheld, men jeg kan ikke tro at det er ret mange. Som overlæge Merete Nordentoft siger: "En pige på 15 år sluger ikke 20 panodiler ved en fejl". Merete har i mange år forsket i selvmord blandt hovedstadens unge og "panodil-piger".

Heldigvis er lægerne efterhånden så rutinerede i at genkende symptomer, og afgifte for Panodil i overdosis, at de for det meste kan nå at hindre alvorlige skader ved behandling på intensiv-afdelingen. Men hvis de kommer for sent, giver paracetamol konsekvenser som svære leverskader, og en død der er meget langsom og voldsomt smertefuld. Ingen bevidstløshed.

En uhyggeligt dårlig opskrift til at begå selvmord. Det ligner slet ikke forestillingen om at falde i søvn og ikke vågne igen; et nemt og hurtigt selvmord uden smerte, en sikker metode. Nej. Fakta er at en god human selvmordsmetode ikke er simpel, men kræver at gøre omhyggelige forberedelser. Vejledning er vigtig.

Panodil
En "refleksreaktion" er at mene at så må Panodil ikke sælges i håndkøb, men på recept. Tanken er jo at hindre at en teenager i krise kan at købe en dåse og hælde en dødelig dosis i sig. Jeg tror nu at de fleste tilfælde sker på basis af det hjemlige medicinskab hvor forældrene har en portion stående. Mon omkostningerne ved receptpligt kunne bruges bedre på mere målrettet selvmordsforebyggelse?

Urban: Eksperter kræver Panodil på recept

Til "normal" brug, f.eks. hovedpine efter at have slået hovedet, fungerer det heller ikke godt i praksis at skulle have en recept og på apoteket næste dag. Den sandsynlige reaktion ville være at sikre en ordentlig forsyning i medicinskabet, for at undgå alt det bøvl. Så står de lige klar til en som har ondt i livet, tænker på hvilken slags piller der skal til, hvordan dø, og har hørt noget om Panodil som selvmordsmetode. Han eller hun tror at hovedpinepiller kan klare smerten. Spørgsmålet bliver blot hvor mange piller man skal tage, for at det er en effektiv metode til at begå selvmord.

Men svaret på "hvordan begår man selvmord" er altså ikke hovedpinepiller!


Logo sommerfugl