Er "passiv" dødshjælp nok? Nej

Kristeligt Dagblad bringer en historie hvor et par danske læger fortæller om et udmærket aspekt af virkeligheden i det danske sundhedssystem.

Flere gange hvert år giver danske læger patienter sovemedicin eller morfin, hvorefter de fjerner respiratoren, og patienten dør. Indimellem sker det hjemme hos patienten, hvor både de pårørende og familiens præst er til stede. Det drejer sig blandt andet om patienter med muskelsvindsygdommen ALS, som tilkendegiver, at nu er de så dårlige, at de ikke længere ønsker at leve.

Dermed har danske læger mulighed for at hjælpe patienten til at dø, og de danske patienter behøver dermed ikke tage til Schweiz for at få hjælp til at begå selvmord, som en britisk mand med ALS gjorde i den dokumentarudsendelse, DR 1 viste i søndags.

Det er ledende overlæge på Respirationscenter Øst, Michael Laub, og hans kollega på Respirationscenter Vest i Århus, overlæge Mogens Skadborg, der fortæller om at de respekterer patienter, der kræver stop for behandling med respirator, og hvor lægerne er så imødekommende at de gør afslutningen blid for patienten gennem en bedøvelse.

Her taler vi om sager at der illustrerer at entydig skelnen mellem aktiv og passiv dødshjælp er ren fiktion. Hvis aktiv dødshjælp ikke var forbudt, er jeg sikker på at det ville blive kaldt for aktiv dødshjælp, når lægerne tager lægeløftet (om at handle til patientens gavn) seriøst nok til at sørge for en god og kalendersat overgang til døden.

• Kristeligt Dagblad:
  Læger hjælper danske patienter til at dø
• Kristeligt Dagblad:
  Styrelse blåstempler dødeligt behandlingsstop
• Politiken:
  Læger hjælper patienter til at dø
• Jyllands-Posten:
  Læger hjælper danske patienter til at dø

Det er jo godt at lægerne her respekterer et menneskes ønske om at dø når den personlige grænse er nået. I de tilfælde hvor denne løsning også er god for patienten, er der ganske rigtigt ingen behov for en "behandling" der decideret afbryder patientens liv. En patient, der er komplet afhængig af respirator bliver kvalt på kort tid når den slukkes. Michael Laub anslår at under 10 patienter hvert år får denne såkaldt passive dødshjælp.

Det beskrevne forløb er netop det som jeg på denne blog, på basis af en artikel fra Helse, har beskrevet et velgennemført tilfælde af. En ALS patient fik i sit hjem hjælp til at dø med med familien omkring sig:

• Patienten tilrettelagde sin egen død

Så langt, så godt. Jeg må dog tilføje at patienten umiddelbart efter operationen for at få respirator fortrød, han ville alligevel hellere have haft lov til at dø.

Mogens Skadborg fortsætter med at hævde at vi derfor ikke har brug for aktiv dødshjælp:

Dokumentaren viste, hvorfor vi ikke skal have aktiv dødshjælp. Manden sagde jo udtrykkeligt, at han ønskede at leve, men frygtede den dag, han ikke kunne noget mere selv. Og ingen hjalp ham med at tage ansvar, så han kunne leve uden frygten, siger Mogens Skadborg.

Det er jo helt korrekt at Craig Ewert gerne ville have levet længere hvis han havde haft muligheden for at sige "nu", og få hjælp til at dø hurtigt uden at være afhængig af at kunne både synke og rejse.

Det ville rent praktisk kræve at han var kommet til et stade hvor han var komplet afhængig af respirator. Ellers kunne resterne af åndedrætsfunktion indlede en voldsom kamp for at skaffe ilt til kroppen, og resultatet kunne blive en langsom kvælning hen over mange timer, eller måske mere. Der ville skulle en meget heftig bedøvelse til for at dette kunne gå roligt af sig. I en sådan situation håber jeg bestemt at lægerne ville give en passende stor dosis ekstra "bedøvelse" i en usagt hensigt om at afkorte livet derved.

Her er der jo ingen tvivl om at livet skal stoppes, og ingen grund til en langtrukken dødskamp.

Selvfølgelig er ALS patienter forskellige, og der er store forskelle på hvilke dele af musklerne der først holder op med at arbejde. En patient hvor åndedrættet fungerer relativt godt, mens resten ikke giver mulighed for at livet er udholdeligt (efter patientens egen målestok), har stadig brug for en aktiv dødshjælp, for at kunne få livet afsluttet på en blid måde.

Jeg tror såmænd at den skitserede løsning kan fungere godt i de fleste tilfælde, men det er en idealiseret overforenkling at påstå at der derfor aldrig kan være brug for aktiv dødshjælp, til at give patienten mulighed for at få "fri" når den personlige grænse er nået. Det kræver dog at patienten var indstillet på respiratorbehandling, med de deraf følgende gener. Og det er jo ikke sikkert. Langt fra alle vil lade sig nøje.

En desværre meget relevant sammenligning er med Diane Pretty, der i England ganske langsomt blev kvalt i løbet af en uge. Hun var ALS patient, og jeg går ud fra at hun ikke ønskede at "trække tiden ud" med respiratorbehandling. Hun kæmpede en hård men forgæves juridisk kamp for at hendes mand skulle have lov til at give hende dødshjælp uden risiko for at blive straffet. Hun fik netop den skrækindjagende død som hun var bange for, og kæmpede for at få lov til at undgå. En ganske, ganske langsom kvælning.

• Diane Prettys menneskerettigheder

Jeg kommer også til at tænke på et tilfælde, hvor en anonym læge gav aktiv dødshjælp. En ung kvinde med tungekræft ville blive kvalt når svulsten blev for stor. Hun ventede til hun dårligt nok kunne trække vejret, og skrev "gør det nu". Der var enighed om at hun skulle have lov til at slippe for kvælningen, og derfor hjalp lægen hende til at dø lidt før. For ham var det ufatteligt at "der findes andre læger, der ville lade en patient dø ved kvælning, hvilket denne type svulst altid fører til". Dette tilfælde refererede jeg til i blog indlægget "Moralsk asymmetri".

Ingen tvivl om at det var et meget usædvanligt tilfælde. Men det er netop især i meget usædvanlige tilfælde at behovet for aktiv dødshjælp markerer sig. Og hvor det er meningsløst at det skal være så strafbart at det må gøres i det skjulte.

Se også:

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Krav om "en naturlig død" er at spille Gud

Det Etiske Råd inhabile omkring aktiv dødshjælp

Patienten tilrettelagde sin egen død

Aktiv passiv dødshjælp til Walter Bürger

Schweiz: Lægens pligt at hjælpe med at dø

Danmark havde givet hende lov til at dø

Dødshjælp dokumentar, "Hjælp - jeg vil dø"

Craig Ewert som selvmordsturist på film

Anne Turner forherligede ikke dødshjælp

Diane Prettys menneskerettigheder