Logo sommerfugl

lørdag den 31. oktober 2009

Aktiv dødshjælp og beskyttelse af de "svage"

Når behovet for legalisering af en mulighed for aktiv dødshjælp debatteres, er et af de faste modargumenter at de svage skal beskyttes. Og derfor er det altså nødvendigt at forbyde alle andre at få lov til at afkorte en igangværende dødsproces lidt.

Gråt liv

Der tales om sårbare mennesker som måske let kunne påvirkes til at sige at det måske var bedre om de døde hurtigt. Og vupti, så kunne de begraves. Sådan et scenarie lyder jo selvfølgelig meget lidt rart. Og det lyder meget lidt realistisk.

Måske kunne der være en enkelt som ville være morbid nok til at gøre det til et mål at overbevise uhelbredeligt syge om at det ville være bedre for alle hvis de tog sig sammen til at bede om at dø. Men så er jeg ganske overbevist om at det ville blive mødt med stor modstand og larmende afstandtagen. Altså er der ikke noget problem.

Den amerikanske delstat Oregon gav, som den første, ved en folkeafstemning i 1994 grønt lys for en form for aktiv dødshjælp. En stramt reguleret adgang til at mennesker med under et halvt år tilbage kan få ordineret et medikament som de kan bruge til at afslutte deres liv. Modstanderne råbte op med en larmende afstandtagen, blandt andet netop med henvisning til argumentet om at de svage skulle beskyttes. Da USA har et mere privatiseret sundhedssystem, kunne det økonomiske pres risikere at præge valget.

Nu hvor loven har været i kraft i mange år, tegner erfaringerne et helt andet billede. Det er ikke de svage, ikke de fattige, der beder om at få lov til at dø. Tværtimod er det netop de stærke der har overskud til at stille krav til hvordan deres sidste tid skal være.

Ved sengen

En konsekvens af dette har været øget fokus på palliativ pleje. Det er sjældent at de syge bare vil have det overstået i en fart. Når de ved hvor det går hen, bliver det naturligt at gøre den sidste tid så rar som muligt, i stedet for at underkaste sig nyttesløs og stærkt belastende behandling af den grundlæggende sygdom, måske kræft. Aktiv dødshjælp er altså netop ikke i modsætning til at få god pleje på f.eks. hospice.

Ironisk nok viser erfaringerne reelt at behovet for beskyttelse vender den anden vej. Mennesker som ikke vil trække deres dødsproces i lange drag risikerer at blive udsat for stort pres "hjælpere", som ud fra en religiøs holdning ser en væsentlig værdi i selve lidelsen. Som ser det som noget direkte ondt hvis den syge hellere vil sige farvel og tak. Det lyder sgu skræmmende, synes jeg.

I det hele taget er min erfarning at når beskyttelse af svage gøres til et hovedargument, er det et klart signal om at nogen på basis af deres personlige moralske standpunkter vil bestemme over andre. Det gælder ikke kun omkring dødshjælp, men f.eks. også omkring prostitution og "psykisk svage".

Altså scenarier som præges af at afvise at lytte til dem som skal "hjælpes", som skal indpasses i hjælperens moralske projekt, som skal umyndiggøres "for deres egen skyld". Uf.


fredag den 30. oktober 2009

Den mytologiske elefant-kirkegård

Jeg tror at alle må have hørt den klassiske historie om elefantkirkegårde. Et skjult sted hvor elefanter drager hen for at dø. Den gamle elefant mærker at livet går på hæld, og begiver sig på sin sidste vandring. En død i god ro og orden, nærmest frivillig.

Billede af gammel elefant, der vandrer væk

Som så mange andre gode metaforer er dette billede "desværre" en legende. En myte som bl.a. de helt urealistiske Tarzan bøger og film gjorde meget til at popularisere. Billigt drama, med en gruppe grådige skattejægere under dække af at være opdagelsesrejsende, på ekspedition efter rigdomme som de kunne plyndre. Værdifulde elfenben. Gravrøveri.

Virkeligheden er enklere. Elefanter der ikke falder for deres farligste fjende, mennesket, bliver selvfølgelig gamle, svage og syge. Sådan er livet jo. Når de dør bliver resterne hurtigt omsat i naturens kredsløb. Intet "behov" for et mystisk dødsritual.

Elefant sandskulptur

På den anden side kan der dog findes en slags basis for den fantasifulde myte. Gamle elefanter plejer ikke at dø i flokkens midte. Rent fysisk kan de have svært ved at klare vandringerne, og hverken kræfter eller tænder lever op at skaffe sig føde på savannen.

Derfor bliver gamle elefanter ofte i nærheden af vand, hvor vegetationen er blødere og mere frodig. En slags alderdomshjem. Og til sidst dør de mere eller mindre alene. På den måde kan der samles flere skeletter på et begrænset område.

Elefant hovede med stødtænder

En anden forklaring på samlinger af elefantknogler er mere brutal. Krybskytter begår massakre på en elefantflok, for at save stødtænderne af de dræbte elefanter. Det er en konsekvens af at elfenben er kostbart, én stødtand kan handles for tusinder af dollars.

Elefanter er meget sociale dyr. Det kan også når elefanter støder på resterne af en død artsfælle. De kan bruge et stykke tid på at pusle om hvad der nu er tilbage, også selv om det kun er knogler. Bære rundt på stumper, især stødtænder. Er ekstra opmærksomme og kan vende tilbage flere gange.

Elefanter pusler om rester af døde artsfæller

Vi kan jo ikke læse deres tanker og følelser, men de har tydeligvis et specielt forhold til deres døde. Dertil behøves ingen kirkegård.



onsdag den 28. oktober 2009

John ville dø, han sultede sig ihjel

DR viser i aften en dokumentarfilm med et portræt af den 68-årige kræftsyge John Hilarius Andersen, og Ekstra Bladet fortæller fra historien i dag.

Du har omkring et halvt år tilbage at leve i.
Det var den barske melding fra lægerne. Det kunne ikke betale sig at prøve at behandle den fremskredne kræft i Johns hals. Han måtte forholde sig til hvordan han skulle dø, og hvordan han ville leve afslutningen på sit liv. Der skulle ikke ændres på at han altid havde levet med smil, fest og tobak. Et livsstykke med gavmildhed og overskud. Masser af spil. En særdeles populær person, altid humørfyldt, og meget snakkende med sin karakteristiske hæse stemme.

John Hilarius Andersen holder fest for sin afslutning på livet

John arrangerede en dødsfest i juni 2007 på Boulevard Bodega på Amager Boulevard, en slags forpremiere på hans bisættelse. Den fest ville han sgu ikke gå glip af. Gravøl behøver ikke være så sørgeligt. Sønnen Jimmy holdt med klump i halsen tale til sin far, der sad med en øl i den ene hånd, og en smøg i den anden.
Jeg ved, vi er dårlige til at sige det til hinanden. Men du skal vide, at jeg elsker dig, far.

Det skulle have været et brag af en afslutning. På livet.

Jimmy omfavner John

John Hilarius Andersen (også kaldet Vaske eller Stanley, fra Dragør) ejede i sin storhedstid et vaskeri med gode kunder som Simon Spies og Johnny Reimar. Pengene fossede ind, og blev brugt ligeså hurtigt igen. Livet skulle nydes. Hvert sekund. Et stort forbrug af cigaretter og hans yndlingsdrik, Gammel Dansk.

Men det blev meget svært. John endte som en visnet pind, der var vågen fire timer i døgnet. Disse var præget af så megen smerte, at der var brug for at sige stop, farvel og tak. Med svag og rusten stemme, men uden "piben":
Jeg gider ikke mere. Jeg vil dø. Jeg kan sgu ikke holde det ud mere

Han var madentutiast, og elskede at lave mad til sine to brødre hver fredag. Men han kunne efterhånden blot se til mens hans brødre spiste. John selv måtte have næring gennem en sonde. Et hul i halsen lindrede, så han kunne få luft. Slut med bøffer og rødvin. Og tiden gik. Og gik. Og gik.

John Hilarius Andersen med armene oppe

Efter det halve år levede John stadig, sådan da. En kamp at holde humøret, holde fanen oppe. Stadig stærkere smerter. Og en stor lyst til at dø. Men det er jo ulovligt at få hjælp til at slippe efter eget valg. Ingen hjælp til at dø. Et selvmordsforsøg lykkedes ikke. Han havde kun én lovlig mulighed tilbage. Det er nemlig tilladt at sultestrejke, hvor loven direkte forbyder lægerne at gribe ind. Det kaldes ikke for aktiv dødshjælp, men passiv.
Lov om patienters retsstilling, § 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.

Dehydrering

Det tog elleve meget seje dage uden vådt eller tørt. Langt om længe fik den udhungrede krop en afslutning på et godt liv, der var reduceret til en langsom og smertefuld vej mod graven. Hvil i fred, John Hilarius Andersen.

Jimmy forstår ikke hvorfor hans far skulle igennem så megen smerte, før han døde. Familien bad om en palliativ behandling, som måske kunne fremskynde døden.
Vi spurgte alle læger og sygeplejersker, om ikke han kunne få en sprøjte. Men det måtte de ikke give ham. Han ville bare gerne ud af smerterne og spurgte dem, om han ville dø, hvis han sprang ud af vinduet. Derefter om han måtte sulte sig ihjel. Der var svaret, at han gerne måtte sulte sig ihjel. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan få en sprøjte, når man har det så dårligt, når man gerne må sulte sig ihjel. Jeg synes, det er dobbeltmoralsk.

John 'Vaske' Hilarius Andersen

Ekstra Bladet:
DR1 Dokumentar:
Ny facebook gruppe:
Søvang Sportsklub:

Livets nedtrapning


Logo sommerfugl