Logo sommerfugl

mandag den 30. november 2009

Passiv dødshjælp, aktiv glidebane

Når modstandere søger at forsvare deres afvisning af aktiv dødshjælp, bliver "glidebaneargumenter" normalt fremført med stor energi og skarphed. At det er ligegyldigt med behovet, når der ses en risiko for nogle principielle problemer om at konsekvensen ville være en glidebane hen mod lægelig vurderet aflivning af mennesker, som de ikke kan hjælpe til at have det godt.

Med andre ord, at vi vil havne i den anden grøft, hvis vi ikke bliver i den vi er i nu. At der ikke vil kunne findes nogen "gylden middelvej".

Hospitalssengen, illustration af Verner Brems

Jeg er nu ikke så bekymret for at sundhedssystemet ville udvikle sig til at være initiativrigt omkring at fremskynde døden for uhelbredelige og gamle. Erfaringerne fra de lande og stater, som har indført former for aktiv dødshjælp, viser noget helt andet. Når det bliver legalt at tale om hvordan døden og livets sidste faser skal være, er der kommet øget fokus på palliativ behandling og indlæggelse til god pleje på hospicer. Øget fokus på at undgå at ødelægge livets afslutning med nyttesløse forsøg på behandling. Det at vælge sin dødsdag er kun sidste udvej, men det at have muligheden giver stor ro og tryghed.

En paradoksal ting ved modstanden mod at respektere døende der føler behov en nødbremse, er den gentagne fremhæven af passiv dødshjælp som "tilstrækkeligt", altså at lægerne kan holde op med at fastholde en patient i livet. Men det er i virkeligheden her glidebanen for alvor viser sig.

Dødsmaske

Passiv dødshjælp er ofte udtryk for særdeles aktive beslutninger og handlinger. Alvorligt lidende får smertebehandling hvor der ikke er tvivl om at det sandsynligvis fremskynder døden, selv om det ikke siges ligeud. Patienter i coma får lukket for de sonder som giver næring og væske, så den uundgåelige konsekvens er at kroppen visner væk i løbet af nogle dage eller uger. Visse patienter i respirator får lov til at vælge hvornår den skal slukkes, og lægen giver en bedøvelse for at kvælningen kan foregå i ro. Eller en stærkt svækket patient får en lungebetændelse, der nemt kan behandles, men hvor beslutningen bliver at det er bedre ikke at behandle, bedre at lade patienten dø nu.

Selv om ovenstående måske lyder lidt polemisk, er jeg nu ikke bekymret for hvordan lægerne håndterer disse sager. Jeg observerer blot at de skøjter rundt på en glidebane. Dagligdagens etiske dilemma. Der kan da være sager hvor beslutninger kan diskuteres, men jeg ser ingen tegn på at lægerne er ivrige når det gælder om at få liv afsluttet. Min største bekymring er faktisk det omvendte. At der er for mange tilfælde hvor der rutinemæssigt fortsættes med nytteløse og kostbare behandlingsforsøg, som mere er til gene for patienten.

Både aktiv og passiv dødshjælp er noget der skal hånderes med stor varsomhed, og ikke udarte til en rutine om at nu er døden desværre det optimale behandlingstilbud.

Døden på intensiv-afdelingen

Glidebanen er der, og den kan ikke undgås. Når livets rammer defineres af sygdom og død, er der ingen formler for nemme og entydigt rigtige løsninger. Når der ingen tvivl om at der er sager hvor døden er et gode for patienten, bliver behovet at kunne snakke åbent om denne udvej. Beslutte sig om livets afslutning skal ske under palliativ behandling, fortsatte behandlingsforsøg, eller om livet egentlig allerede er slut. Om der en sjælden gang er brug for aktivt at sætte et punktum, i stedet for at det sker under foregivende af at der gives gavnlig behandling.

Den væsentligste grund til at skelne mellem aktiv og passiv dødshjælp er den nuværende straffelov.

De døende er allerede på glidebanen, og det nytter ikke at andre prøver at holde sig væk fra den. Men der er brug for at de nødvendige beslutninger i højere grad kan foregå i oplyst åbenhed, med reel afvejning af fordele og ulemper ved forskellige veje mod døden.

Det vil også forebygge "forhastede" selvmord fra syge mennesker som ikke vil løbe nogen risiko.

søndag den 29. november 2009

Skriget fra Edvard Munch

Skriget fra Edvard Munch (1893)

Billedet Skriget, som Edvard Munch malede i 1893, må siges at være et af verdenshistoriens allermest ikoniske malerer, og et grundværk i ekspressionismen. Det er blandt de få billeder, hvor en stærkt forenklet gengivelse af hovedet må forventes at blive genkendt over store dele af verden. Rent bogstaveligt som et ikon eller piktogram.

Skriget, piktogram
Lidt hårdt sagt, har billedet som kunstværk ikke meget andet at byde på end sin symbolik. Denne er jo så til gengæld i særklasse. Tydeligvis kan den ramme rigtig mange mennesker, som må kunne genkende noget fra deres egen verden.

Edvard Munch beskrev selv sit værk med ord fra sin dagbog:
Jeg gik bort over vejen med to venner. Så gik solen ned. Himlen blev pludselig blodig rød, og jeg følte som et pust af vemod. Jeg standsede og lænede mig til gærdet, træt til døden. Over den blåsorte fjord og by lå skyerne som blod og ildtunger. Mine venner gik videre, og jeg stod tilbage skælvende af angst. Jeg følte det store, uendelige skrig igennem naturen.

En ting som har slået mig lidt ved at læse om andres måde at fortolke værket på er de til tider ret konkrete forskrifter for hvordan den "rigtige" fortolkning eller analyse er. Som udtryk for det moderne menneskes mangel på mening med tilværelsen. Et skrig efter betydning. Et skrig som personen vil beskytte sig mod.

Selv om det da bestemt kan give mening at forklare billedet sådan, er jeg betænkelig ved at lukke af her - især når Edvard Munch selv reflekterer på en måde som jeg synes mere peger på en personlig oplevelse for ham. Hvordan han havde det.

Jeg ser billedet i sammenhæng med at Edvard Munch led af angst, depressioner og blev indlagt som "nervesvag", måske med en psykose. Hans barndom var præget af dødsfald. Hans mor døde af tuberkulose efter en række børnefødsler, da Edvard var fem år. Ni år senere døde storesøsteren Sophie, og Edvard var også selv flere gange alvorligt syg. Han skrev selv:
Skriget, 'ikon' af piller
Sygdom, galskab og død var de sorte engle, der stod vagt ved min vugge, og som siden har fulgt mig gennem livet.
Ingen tvivl om at han havde det svært med tilværelsen og sig selv.

Videre er det sigende at billedet foregår på en bro ved Nordstrand udenfor Oslo. En bro som ofte blev brugt til selvmord ved udspring. Skrig. Nedenfor broen lå en sindssygeanstalt. Skrig. I nærheden rungede dyrenes skrig fra et slagteri. Der var rigelig resonans til Edvard Munchs egne indre skrig. Her hjælper det ikke at holde sig for ørerne.

Skriget af Edvard Munch (1910)

Så han malede. Skriget.

Ekkoet runger stadig. Et ekko som kan høres fordi andre genkender noget. Måske den eksistentielle angst.


fredag den 27. november 2009

Snemænd hygger sig med selvmordspagt

Tim Hortons snemænd dobbeltselvmord

Den Canadiske fast-food kæde Tim Hortons, som specialiserer sig i servering af donuts og kaffe, fejrede for tre år siden vinteren og julen med blandt andet dette papbæger til kaffe. Motivet er to glade snemænd som hygger sig med dampende varm kaffe.

Men varme drikke er jo det rene selvmord for en snemand. Billedet viser altså helt klart en selvmordspagt. Hårde tider for en truet art.

torsdag den 26. november 2009

Madonna: Little star - Butterfly

Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Flying higher than all the birds in the sky
God gave a present to me
Made of flesh and bones
My life - My soul
You make my spirit whole
Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Never forget where you come from, from love
You are a treasure to me
You are my star
You breathe new life
into my broken heart
Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Flying higher than all the birds in the sky

Little Butterfly

May the angels protect you
And sadness forget you - Little star
There's no reason to weep
Lay your head down to sleep - Little star

May goodness surround you
My love I have found you - Little star
Shining bright

You breathe new life
Into my broken heart
Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Flying higher than all the birds in the sky
Never forget who you are - Little star
Shining brighter than all the stars in the sky
Never forget how to dream - Butterfly
Never forget where you come from, from love
Little star
Little star
Little star
Tekst og musik: Madonna



onsdag den 25. november 2009

Den finansielle julemand

Julen varer længe,
koster mange penge.
Juleræset er ved at komme godt i gang. Butikker, industri, politikere og den finansielle sektor håber og beder til at forbrugerne sørger for at forbruge som bare ... jul.

At konceptet med at kærlighed skal udtrykkes gennem penge fejres endnu engang. Jo flere penge, jo mere kærlighed, jo større travlhed, jo mere stress, jo mindre tid til hinanden, jo større ressource-forbrug, jo flere drivhusgasser, jo mindre hvid jul, jo større klima-katastrofe.

I want YOU to spend a lot - to prove you love your family
Uncle San by noistar (Pierre Bourgeault)

Billedet er jo baseret på en ikonisk og meget plagieret hverveplakat for den amerikanske hær, "I want YOU for the U.S. Army", af James Montgomery Flagg. Denne personficerer "Uncle Sam", der her er blevet til "Uncle San" (afledt af "Santa Claus").

Der skal rekrutteres til hæren. Forbrugernes hær. Slavehær?


tirsdag den 24. november 2009

Tweety bliver gammel, gnaven, og ...

Figuren Tweety, fra tegneserier og tegnefilm, må vist have passeret pensionsalderen for en fugl. Jeg formoder at dette var baggrunden for at graffiti kunstneren Banksy morede sig med at lave end synligt aldret, afpillet og muligvis livstræt udgave af Tweety Pie. Uden Sylvester.

Tweety Bird er blevet gammel og gnaven:

Banksy: Tweety Bird som gammel og afpillet

Please be aware,
this animal may bite,
and dislikes children.

Banksy: Tweety Bird som gammel og afpillet

Tweety ligner en
som bare sidder og længes
efter at få lov til at dø.


Logo sommerfugl