Logo sommerfugl

lørdag den 27. februar 2010

Steen og Stoffer med ADHD - Fantasiens død

Steen og Stoffer fan stribe med Steen på piller - Calvin and Hobbes on drugs

Med en højpandet møjunge i centrum må tegneserien Steen og Stoffer jo siges at være noget ganske særligt. Den danske oversættelse af navnene er egentlig en forfladigelse. Den originale engelsk-sprogede titel Calvin and Hobbes skjuler ikke at hovedfigurerne er opkaldt efter to historiske intellektuelle, den franske teolog John Calvin og den engelske filosof Thomas Hobbes. Ikke nogen letkøbt reference, for tegneseriens temaer er netop ofte filosofiske spørgsmål, af en kaliber som de fleste voksne ikke tænker så dybt over. Ikke kan snakke kvalificeret med om. Tegneserien satser ikke på billige grin, selv om det jo gerne må være sjovt.

Calvin (Steen) er en meget intelligent og tænksom 6-årig dreng. Han får slet ikke intellektuelt modspil af sine forældre, sin lærer eller andre omkring ham. Altså skaber han sin egen supplerende fantastiske virkelighed, med en ligeværdig bedste-ven, Hobbes (Stoffer). En tiger som de voksne blot ser som et tøjdyr. En figur som på glimrende vis markerer skellet mellem Calvins spændende indholdsrige verden, og de voksnes kedelige overfladiske verden. Når de voksne blander sig, tegnes Hobbes som umælende stofdyr.

Steen og Stoffer - Calvin and Hobbes

Et barn som bare lignede Calvin ville i dagens samfund blive oplevet som et utilpasset hyperaktivt problembarn. Få stemplet ADHD, en diagnose til børn som ikke lever op til de voksnes forventninger om koncentration og rolighed. Blive mødt med adfærdsregulering og medicin for at dæmpe ned til et niveau som lader sig håndtere på skolernes samlebånd.

Tegneserie striben i starten her er ikke produceret af Bill Watterson, som næppe ville tromle sin hovedperson ned på den måde. Men det er alligevel lykkedes en eller anden fan at ramme noget centralt. Stoffer kommer og fortæller Calvin at der er snevejr. Noget som normalt ville få ham til at kaste sig ud i en fantasirig leg, måske med kælk eller snemænd.

Men Calvin har fået nogle piller. Han er blevet til en kedelig pligtopfyldende dreng, som holder fast i at skulle have skrevet en stil til skolen, i god tid. Dybt deprimerende, i forhold til Calvins normalt overdådige livsappetit. Fantasien er død. Hobbes er død, tegnes nu som tøjdyr, også uden voksne i nærheden.

Set i forhold til hvordan "systemet" gerne vil håndtere et "problembarn" udgør pillerne en stor succes. Pludselig kan Calvin indpasses i en standardkasse. Nemt barn. Trist?

Calvin and Hobbes - Steen og Stoffer

Jeg fandt striben i en diskussionstråd om Calvin and Hobbes, hvor reaktionerne netop går på at det er sørgeligt og ubehageligt at se Calvin på den måde. Nogle følte sig smerteligt truffet, en forælder med et ADHD barn, og en mand som selv blev medicineret for ADHD, indtil han blev voksen.


fredag den 26. februar 2010

Sexede kalender-piger sælger - ligkister?

Kom til mig

At sex sælger er jo en gammel og forslidt sandhed. En sexet pige, sammen med et eller andet produkt, øger chancerne for opmærksomhed, og at blive husket. For et eller andet. Og det er jo bedre end at blive glemt. Der er selvfølgelig også en vis risiko for at mindet udløser at produktet netop bliver fravalgt.

Følg med mig og min ligkiste

Den polske producent af ligkister, Zakład Przemysłu Drzewnego Lindner, markedsfører sig via det klassiske trick med sexede kalenderpiger. Hvis det lykkedes at få nogen til at hænge kalenderen op, har firmaet derved fået en reklameplads, der holder et helt år. Eller mere. Og altså mange chancer for opmærksomhed. Ikke dårligt.

Nu er vi der, næsten ... Ligkisten er åben

Det er endda lykkedes for dem at vække opmærksomhed langt ud over deres hjemmemarked for ligkister. Over hele verden kan der ses referencer til 2010 kalenderen, og billede-eksempler med de udfordrende kvinder. Det giver jo så også en glimrende markedsføring af selve kalenderen, som er til salg. Firmaet kan altså ligefrem tjene penge på at sælge deres reklame. Ikke nogen dårlig handel. Så er det værd at tage nogle få næserynkede kommentarer med.

En del af opmærksomheden er selvfølgelig at folk forholder sig til om de synes at det er smagløst, frastødende eller bare smart reklame. Sex omkring ligkister. Frække piger og død.

Jeg tror såmænd også at der er mange bedemands-firmaer som ikke synes at kalenderen hører hjemme på deres gravalvorlige vægge. De vil jo oftest hellere sælge sig på en dæmpet og trist stemning, med et stærkt traditionsbundet og forudsigeligt formsprog. Ærlig talt er det oftest dødsens kedeligt og dræbende anonymt.

Som lederen for Lindner siger:
I don’t believe that sex alongside death is shocking and offends people who have just lost someone close to them. I produce coffins. I could produce furniture or something else. But I don’t. And this is a good coffin. I decided on such advertising because I wanted people to know about our brand. That’s it.
Mere på Death Reference Desk: Sexy Coffin Calendar Showdown!

Lindner har ladet sig inspirere af CofaniFunebri.com, en italiensk producent af ligkister, som netop har lavet lignende kalendere siden år 2003. Solgt dem sammen med anden "døds-merchandize". Gennemarbejdede billeder, med piger i sexet antræk, som søger at vise produkterne på en "tiltrækkende måde".

Se mig ... og din ligkiste

Og hvad er der egentlig galt med det? Det er jo indlysende at det bryder med manges forventninger til at alt omkring døden partout skal fremstilles som noget trist, tungt og højstemt. Forventninger, som måske netop trænger til at at blive frigjort fra forestillinger om døden som den store fjende, noget afskyeligt der skal undgås for enhver pris, som endelig ikke må omtales som noget godt eller ligefrem tiltrækkende.

Dejligt her!

Vi lever ikke evigt. Heldigvis. Med Karen Blixens fornuftige ord: "Døden er ikke en afslutning, men en afrunding af livet". En naturlig del af et godt liv. Døden kan ikke undgås, men det er jo vigtigt at stræbe efter at livet er noget godt, mens vi stadig har mulighederne. Når vi ikke kan længere, er det fornuftigt at give slip, og velkomme døden. Huske at døden er en forudsætning for liv. Ligesom sex er.

Lad os ... i ligkistens mørke

Så lad os huske at døden også gerne må være noget smukt og tiltrækkende. Bestemt ikke sådan at vi skal skynde os i graven, men det er ikke noget afskyeligt eller ødelæggende.

Og hermed fik jeg også "solgt" et par holdninger gennem brugen af sexede kalender-piger, også uden at de er nøgne. Varme duller er ellers ikke noget som jeg dyrker her på bloggen, men der kan jo være gode grunde til at gøre en undtagelse.

torsdag den 25. februar 2010

Dårlig død til Elizabeth Sheldon bedre end Huntingtons

Elizabeth Sheldon, 1979
For omkring 40 år siden var Elizabeth Sheldon hjemmesygeplejerske i England, og gjorde med smil sin indsats i mange forskellige patienters hjem. Så hvordan de levede med deres sygdomme, og hvordan de udviklede sig. Hvor slemt det kunne blive.

En særligt tankevækkende patient havde de sidste stader af Huntingtons chorea, en arvelig neurologisk sygdom, der typisk kommer til udbrud i 35-45 års alderen. Den fremadskridende nedbrydning af nervesystemet fører til lange rækker af både fysiologiske og psykiatriske symptomer. Hjerne og sind forvitrer, altså selve grundlaget for at være menneske. En sygdom som får mange til at vælge selvmord. En rationel beslutning.

En sygdom som Elizabeth Sheldon selv havde tæt på. Hendes mor var død af den. Og hun havde måske selv arvet den. Det vidste hun ikke. Først i 1979 fik hun diagnose på de symptomer som var begyndt i 1977. Huntingtons sygdom. En rædselsvækkende situation for hende. Ganske bogstaveligt rædsels-vækkende. Og beslutningen uomgængelig, hun måtte sørge for at afslutte sit liv før sygdommen udviklede sig for langt. Hun kendte udsigterne, som datter, og som sygeplejerske.

De næste tre år udviklede symptomerne sig ubønhørligt. Sygdommen er uhelbredelig. Hun blev mere og mere dement. Stump for stump. Frygteligt, også for hendes trofaste mand, Barrie Sheldon. Tiden var inde. Sammen fandt de frem til et medikament som hun havde en chance for at kunne få udskrevet, nogle antidepressive piller. Sparede en dødelig dosis sammen gennem et stykke tid, uge for uge.

Barrie Sheldon

En weekend i 1982 skulle det være. Barrie måtte hjælpe sin kone med at tælle pillerne op, så de lå klar. For at undgå at komme i fængsel lod han hende være alene. Lørdag morgen tog de afsked, og Barrie Sheldon tog på sit livs værste weekend. Han kom afsted uden at få sko på. Søndag aften vendte han hjem, og løb op ad trapperne.

Desværre var Elizabeth stadig i live. Næsten bevidstløs ved siden af sengen, med smerter. Barrie måtte tilkalde en ambulance, men han var sikker på at hun ikke skulle "helbredes". Heldigvis havde Elizabeth udfyldt et livstestamente, så hun fik lov til at slippe. Men det tog 4 meget lange dage før hun døde af forgiftningen.

Barrie Sheldon blev afhørt af politiet, men kunne jo fortælle at han var bortrejst. De borede ikke yderligere i sagens omstændigheder. Livet kunne gå videre, men sagen lå og gnavede i samvittigheden de næste mange år.

Barrie Sheldon

Nu er den 77-årige Barrie stået frem på TV programmet BBC Newsnight. Debatten om aktiv dødshjælp kører, og har fået endnu en illustrativ historie om behovet. Barrie Sheldon har pakket tasken. Han ved at han risikerer at blive anholdt, for "hjælp til selvmord". Men det er han ligeglad med, også selv om straffen er op til 14 års fængsel. Altså hvis politi og anklagemyndighed denne gang beslutter sig for at håndhæve loven. Det er dog tvivlsomt.

Barrie er vred, over at der ikke var mulighed for at sikre hans kone en mere værdig og blid død. Der skulle ikke have været flere dage med forgiftning, før døden endelig indtrådte. Det skulle ikke have været nødvendigt for ham at forlade Elisabeth mens hun skulle tage sig af dage. Det skulle ikke have været nødvendigt at udsætte sig for straf for en sidste kærlighedsakt. Barrie har grund til vrede.

Han er også vred på sig selv. Han skulle have været der. Han skulle have haft modet til selv at give hende den sidste hånd. Ikke have svigtet. Måske kvæle hende. Gået i fængsel. Drab som civil ulydighed.

Nu bøjer han ikke længere nakken.

Barrie Sheldon



onsdag den 24. februar 2010

Aktiv dødshjælp giver længere levetid

Den reorganiserede danske regering er kommet med en "stor plan", som skal sikre dens overlevelse efter næste valg. Arbejdsgrundlaget indeholder 10 "konkrete" mål for det danske samfund frem mod år 2020. Jeg synes nu at de fleste ikke lyder spor konkrete, men tværtimod blot målbare. Nå, jeg gider ikke diskutere ret meget politik, så jeg vil sætte fokus på ét aspekt:

5. Danmark skal være blandt de 10 lande i verden, hvor man lever længst.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen

Dødsårsagsregistret 2008 viser at der gennemsnitlig sker 12 selvmord om ugen i Danmark. Det er lidt over 1% af dødsfaldene. Denne statistik dækker jo over mange forskellige omstændigheder, der har det til fælles at nogen beslutter sig for ikke at ville leve længere. Selv om der også er historier hvor der kan være god grund til selvmord, tror jeg at alle kan være enige om at de fleste selvmord er sørgelige, at det var bedre om det pågældende menneske havde ønsket at leve videre.

Center for Selvmordsforskning har en statistikbank, hvor jeg har kikket lidt på tallene for år 2006. Ud af 642 selvmord skete 162 (en fjerdedel) i aldersgruppen over 70 år. Flest mænd, men en fjerdedel var kvinder. Den mest udbredte metode var hængning, men skydning, drukning og forgiftning var også "populære" metoder.

Dertil kommer et stort "mørketal", fordi mange dødsfald bliver registreret som ulykkestilfælde, med mindre der er stor sikkerhed for at hensigten var at dø. Trafikulykker, nedstyrtning, drukning, brand, forgiftning. Og så videre. Det kan jo også være sådan at det er rarere for omgivelserne - familie, netværk og plejepersonale - at holde tanken om selvmord på afstand. Jeg vil tillade mig at gå ud fra at mørketallet mindst er af samme størrelsesorden som de utvivlsomme selvmord. Hertil kommer et væsentligt antal selvmordsforsøg.

Med kortere ord peger det på at der i gennemsnit dagligt er mindst et menneske over 70, som seriøst prøver at tage sit eget liv, hvor det lykkedes for de fleste. Dertil mange som gerne ville, men ikke har fysiske eller mentale ressourcer til at gennemføre et forsøg.

Der er sjældent afskedsbreve eller nogen som har fået at vide hvad den konkrete årsag var. Jeg er overbevist om at den dominerende årsag er at de udmærket godt kan se at livet ligger bag dem. Det går ubønhørligt ned ad bakke, både mentalt og kropsligt. Plejepersonale og lejlighedsvise pligtbesøg kan ofte ikke gøre noget ved udbredte følelser af ensomhed og at være en byrde for samfundet. "Ældrebyrden". Hvis der var håb om at tingene blev bedre, var der noget at se frem til. Men nej.

Hovedspørgsmålet bliver hvordan den sidste tid frem til døden kommer til at forme sig. Det er jo ikke svært at danne sig et ubehageligt præcist billede, ved at kikke sig omkring. Et plejehjem med demente sengeliggende beboere kan være en uhyggelig fremtidsudsigt. Ikke bedre at samme eksprespleje sker hjemme i egen seng, med masser af timer til bare at ligge der. Så er det sgu bedre at dø.

Venter på at dø

Der er dog et problem. Hvis der er brug for at få hjælp til at dø, kan det være urealistisk at finde nogen som vil og tør stille op. Det er jo også mere end svært at bede nogen om at udsætte sig for fængsel, for selv at få hjælp til at dø når grænsen er nået. Derfor bliver den logiske løsning selv at gøre det, mens evnerne stadig rækker til at kunne planlægge og gennemføre det. Det bliver altså til selvmord "i god tid", før grænsen var nået.

Personligt har jeg konstateret at jeg hellere vil leve lidt for kort, end alt, alt for længe. Hvis jeg kunne være tryg ved at kunne få aktiv dødshjælp, kunne jeg vente til min grænse for alvor var nået. Ellers er der stor chance for at jeg som gammel mand kommer til at figurere i statistikkerne over selvmord, og trække ned i statistikkerne for levetid. Og så kan jeg sådan set være helt ligeglad med om det passer politikerne eller ej.

Jeg tror ikke at jeg er ene om denne tankegang. Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Aktiv dødshjælp ville give længere levetid. Det kræver dog at det ikke er meget stramt afgrænset. Hvis jeg er sikker på at få et "nej", må jeg jo selv gøre det. Mens tid er. Give aktiv dødshælp til mig selv. Livet må ikke blive en skæbne værre end døden.

Why am I so sad?


Logo sommerfugl