Logo sommerfugl

tirsdag den 31. august 2010

Må døende få lov til at snakke med om hvordan?

Dø skal vi alle. Forhåbentlig ikke lige med det samme, men det bliver jo ikke ved med at være noget, der tilhører en fjern fremtid. Et spørgsmål er jo så hvordan.

Mit klare indtryk er at de fleste helst vil have at det går lidt hurtigt, når tiden kommer. Måske lige med en chance for at få sagt farvel, men endelig ikke en langtrukken dødsproces. Ingen grund til at trække pinen i langdrag, når der ingen vej er til at få det tåleligt igen. Et hjerteanfald bliver til noget ønskværdigt. Eller hvis en lungebetændelse hurtigt får bugt med en stærkt svækket krop.

Sygeplejerske/samarit, Bing&Grøndahl figur

Desværre afgør du ikke hvilken sygdom der "får ram" på dig, så det vigtigste må være at få indflydelse på forløbet, når kun en tro på mirakler kan blokere for erkendelsen af at det er ved at være slut. Vil du hellere leve i en fiktion om at "hvor der er liv er der håb"? Hvis du vil udholde hvad som helst i kampen mod døden, kan det da ofte lade sig gøre at opspore en læge som er villig til at kæmpe for "et medicinsk mirakel" - især hvis du kan skaffe mange penge.

Håb er her en meget kostbar vare, med stor risiko for dårlig livskvalitet, lidelser, stress, og at ingen får muligheden for at få sagt et godt farvel. Døden bliver et stort nederlag, og livet udarter måske til "en skæbne værre end døden". På det abstrakte plan tror jeg at de fleste kan se at der kommer et punkt hvor det vigtigste er at prøve at have det så godt som muligt, i den sidste stump af livet. Men når det bliver konkret, kan den være barsk at kapere. Ikke indlysende at svare på hvad "det rigtige er". Der skal tid og ro til at snakke om det.

Jeg tror at de fleste vil komme frem til at livskvalitet bliver det centrale. Hvis en kemoterapi giver to uger mere, men med voldsomme bivirkninger, er det næppe en god handel. Ingen grund til forsøg på "genoplivning" ved hjertestop, slagtilfælde eller andre blodpropper. Få den grundlæggende pleje i eget hjem, eller måske på hospice. Dødens engel er ikke noget skræmmebillede, men udtryk for at døden er noget naturligt. At få fred.

Coma patient

Et sådant pænt forløb kræver at lægen tager den tunge samtale med patienten, i stedet for en snæver faglig fokus på at prøve at reparere det der ikke længere kan bære. Lægens rolle kan ikke længere være den "livreddende hjælper". Livet kan måske endda blive lidt kortere når livskvaliteten kommer i højsædet. En besværlig snak, både for patient og læge.

En snak som lægerne ikke altid sørger for at tage mens tid er. Patienten vil måske også helst tro på at det stadig handler om at helbrede sygdommen. "Nu skal du dø" er ikke noget rart budskab. Hverken at give eller høre. Men jeg synes at det er yderst betænkeligt når læger ligefrem er modstandere af at snakke med patienter om hvordan de ønsker at dø.

Her tænker jeg ikke på noget som kan kaldes for aktiv dødshjælp, men måske nærme sig såkaldt passiv dødshjælp. Afbryde nyttesløse behandlinger. Holde en lidende patient i dyb bedøvelse til døden indtræffer (terminal sedering). Lade patienten dø i fred, når hjertet selv stopper. Droppe kostbare og belastende undersøgelser.

I'm going to recommend something radical ... assisted suicide!

På et helt konkret plan tænker jeg på en historie fra New York. En ny lov er vedtaget. Når en patient er dødssyg bliver det lægens pligt at tilbyde en snak om hvordan den sidste tid kan forløbe, og dermed jo også fortælle at "du dør snart". Oplyse om fordele og ulemper ved palliativ pleje, og patientens retskrav. Det lyder da ganske fornuftigt. Hvem kan dog have noget imod det?

Læger kan, åbenbart. Ja! Et lægefagligt selskab kræver at guvernøren skal nedlægge veto mod loven, der var vedtaget med stort flertal. De føler at det er utidig indblanding i forholdet mellem patient og læge. At patienterne skal have lov til at leve i en illusion om at sygdommen kan helbredes. At mange patienter hellere vil have aggressiv behandling, i uvidenhed om at den højst kan trække tiden en smule ud. De vil have at det skal være lægens vurdering om det er bedre at lade være med at snakke om den forestående død. Uf!

Indlagt/nedlagt i hospitalets seng

De kunne jo også risikere at mange patienter ville skifte fra kostbar aggressiv behandling af en håbløs sygdom til den meget billigere palliative pleje. Dette ville give mindre indtægter til læger og hospitaler. Mindre lejlighed til at have carte blanche til fylde regningen med kostbare undersøgelser og behandlinger. Mindre indtægter til den store farmaceutiske industri. Der er mange penge i at bilde patienterne ind at behandling er det eneste rigtige.

Et anden helt konkret eksempel på lægelig modstand kommer fra en engelsk undersøgelse. Læger med en stærk religiøs overbevisning er betydeligt mindre tilbøjelige til at tage den nødvendige snak om patienternes ønsker for den sidste tid. Betydeligt mindre tilbøjelige til at vælge en behandling som kan indebære at patienten ikke lever så længe som muligt. Deres religiøse overbevisninger er altså vigtigere end patienternes ønsker. Jeg ville foretrække en ateist.

Døende

Et tredie eksempel er igen fra USA. Mange hospitaler har en katolsk ledelse, men drives på helt normale vilkår. Den katolske kirke føler sig bemyndiget til at forbyde hospitalerne at respektere patienters livstestamenter, hvis de er i modstrid med kirkens dogmer. Og mange stede kan patienterne ikke vælge hospitaler med en bedre etik.

søndag den 29. august 2010

Voksen Peter Plys mod Steen og Stoffer

Peter Plys imod Steen og Stoffer -- Winnie-the-Pooh versus Calvin and Hobbes

Dette spekulative billede synes jeg er en ualmindeligt vellykket videredigtning på nogle klassiske eventyrfigurer.

Peter Plys (Winnie-the-Pooh) er blevet til en fuldvoksen bjørn, men stadig flankeret af lille Jakob (Christopher Robin). Det nuttede er blevet til en kraftfuld og barskt udseende bjørn. Mon nogen har taget honningkrukken?

Overfor dem står Steen og Stoffer (Calvin and Hobbes). Også Steen ligner sig selv, men Stoffer er vokset til en stor og farlig tiger. Omkring dem står skolegårdens andre børn, klar til at heppe på rovdyrenes kamp.

Steen og Jakob ligner hinanden, ved at deres stofdyr er et levende alter ego, når de voksne ikke forstyrre med deres kedsommelige verdensbillede. Det hjælper dem med at håndtere verden, ved at de samtidig kan følge hvordan tøjdyret udlever en kompletterende side af personligheden.

Men det kan jo så også blive til at den imaginære ven bliver så stor at den bliver svær at tæmme.

Jeg fandt også et helt andet billede, over samme tema med hvad fremtiden kan bringe. Steen er blevet voksen, og har fået en datter. Hun traller lystigt afsted, og har overtaget Stoffer. Den voksne Steen står og vinker, men uden at se helt glad ud. Et farvel til Stoffer, der også har lange øjne. Det barnlige hører jo barndommen til, men skal derfor ikke glemmes.

Don't put away your childish things, save them for your child


lørdag den 28. august 2010

En slags jubilæum, 1000 blog indlæg

For tre år siden startede jeg denne blog, uden noget klart billede om hvordan jeg ville lade den udvikle sig. Siden februar 2008 har jeg holdt en helt fast rytme på ét indlæg om dagen. Det har for mig været en nyttig måde at holde fokus på, hvor jeg så har fundet mange forskellige måder at udtrykke mig på.

Mange gange har jeg fundet et stærkt billede frem, og udnyttet det til at stille en kontrast op gennem en nøje udvalgt overskrift, og måske et par kommentarer. Men jeg har også i masser af indlæg udtrykt mine holdninger, mest omkring behovet for at dø, aktiv dødshjælp og selvmord. Også her er det ofte lykkedes mig at garnere med nogle udtryksrige billeder. Jeg har nogle klare holdninger til vilkårene for at prøve at være et godt menneske. Dem søger jeg at udtrykke på flere planer.

Mine statistikker viser at jeg har mange hundrede læsere hver dag, hvor de fleste kommer via Google søgninger. Her ser jeg i øvrigt en effekt af mine mange iøjnefaldende billeder, der tydeligvis ofte tiltrækker opmærksomhed.

Jeg har en mistanke om at mange læsere, hvis de da kommer så langt, sidder med en undren over hvad det dog er for en fyr som i den grad pensler rundt i død og selvmord. Det kan da ikke være sundt. Hvad er der dog galt med ham? Tænker han dog ikke på andet?

For en gangs skyld et billede af mig:
Johnnie Hougaard Nielsen - et selvportræt fra en cykletur i Dyrehaven

Jo, det gør jeg da. Som jeg da også af og til har blog indlæg om, dyrker jeg et positivt og optimistisk livssyn. Men bloggen her er på ingen måde et forsøg på at vise verden hvem jeg er. Den er mere blevet et projekt hvor jeg dyrker visse former for udtryk, bevidst uden at det handler om mig. Hvis nogen mener at det rabler for mig, så er det deres problem. Ikke mit. Jeg kan godt tage ansvaret for mig selv og min livsform.

Men jeg får da også af og til kommentarer, der viser at det lykkedes for mig at nå andre, på et mindre dagligdags plan. At nogen føler sig berørt af hvad jeg vælger at udtrykke. At langt de fleste læsere forholder sig tavse, generer mig ikke. Min blog har netop ikke et socialt formål.

Og det var så hvad jeg valgte at skrive denne gang.


torsdag den 26. august 2010

Selvmord med kodimagnyl overdosis?

Hvor mange kodimagnyl til selvmord?
Hvad er dødelig dosis kodimagnyl?
Kan man dø af kodimagnyl overdosis?
Kodimagnyl selvmord

Kodimagnyl pakning

Jeg kan se at der af og til er nogen der søger svar på sådanne spørgsmål. Når min blog her har meget stof om selvmord, er det ikke uinteressant at følge med i hvad de mange læsere fra Google (og andre søgemaskiner) har søgt på. Mine indlæg om selvmordsmetoder er ganske "populære", og der er da også god mening at at sætte sig ind i emnet. Det er nemlig ikke spor nemt at begå selvmord på en ordentlig måde, og flere af de mest kendte metoder er virkeligt dårlige.

Min holdning til selvmord er ikke forskrækkelse, der kan faktisk være gode grunde til selvmord. Det er dog sjældent at der ikke er bedre løsninger, så jeg vil holde på at beslutningen skal være meget grundigt gennemtænkt og vedholdende gennem et stykke tid. Hvis du jagter en opskrift på et hurtigt og smertefrit selvmord, vil jeg mene at det tyder stærkt på at at det er en forhastet beslutning, måske fordi det hele lige pludselig er noget lort. Find noget andet at afreagere på.

Kort sagt mener jeg kun at et selvmord kan være rationelt hvis det planlægges, besluttes og gennemføres mens du har det så godt som muligt.

Kodimagnyl reklame, 'Martin'

For at kunne give svar på spørgsmålene om at bruge Kodimagnyl til selvmord satte jeg mig ind i emnet. En stor dosis kodimagnyl er livsfarligt, og kan uden behandling føre til døden. Hvis du har lyst til en smertefuld forgiftning og en langsommelig død, kan kodimagnyl bestemt anbefales. Hvis du på den anden side har mere lyst til en nem død, falde i søvn for allersidste gang, så er kodimagnyl slet, slet ikke egnede. Ud over at du får det ad helvede til, kan forgiftningen give så store skader på kroppen at det ikke er sikkert at du kan blive helt frisk igen.

For en voksen bliver det livsfarligt ved 50-70 piller. Med andre ord giver op imod en tablet pr. kg kropsvægt en meget alvorlig forgiftning, men allerede en femtedel af dette er skadeligt. Forgiftningen skyldes stoffet acetylsalicylsyre, der også findes i piller som Albyl, Magnyl, Aspirin, Idodyl og Treo. Effekten af forgiftning er ting som mavesår, opkastninger (måske med blod), svimmelhed, uro, svedeture, susen for ørerne, nedsættelse af hørelsen, forvirring, nyreskader og spontane indre blødninger i hele kroppen. Kort sagt bliver du meget syg, før du måske dør.

Du skal heller ikke forvente at lægerne gør alt for at du har det så rart som muligt mens de prøver at redde dit liv. De kan være ret trætte af patienter som har proppet sig med hovedpinepiller, og vil "hjælpe" med at du indser hvor dårlig en ide det var.

Kodimagnyl reklame, 'Ziggie'

Mere generelt er medicinskabet et meget dårligt sted at søge en selvmordsmetode. Der findes nogle få typer piller som giver en nogenlunde pålidelig mulighed for at sove ind i døden, men det er sjældent at lægerne udskriver recept på disse. Her tænker jeg især på "gammeldags" sovepiller, barbiturater - de nyere typer kan være farlige i overdosis, men sjældent dødelige.

Milde smertestillende piller som Ibuprofen/Ipren er ligesom Kodimagnyl m.v. af NSAID typen, og har tilsvarende problemer ved overdosis. Andre hovedpinepiller, som Panodil/Pinex, er ligeså dårlige til selvmord som Kodimagnyl m.v.

Kort sagt, findes der ingen piller i håndkøb som kan bruges til selvmord, men højst til meget ubehagelige og farlige medicinforgiftninger. Hvis det endelig skulle være, ville jeg foretrække at dø af sult og tørst.

Kodimagnyl reklame, 'Andrew'


Logo sommerfugl