Logo sommerfugl

torsdag den 30. september 2010

Dårlige argumenter for aktiv dødshjælp

Den tilbagevendende debat omkring lovlig aktiv dødshjælp præges desværre ofte af nogle velmenende, men misforståede argumenter for legalisering. Selv om det i den enkelte sag er helt centralt at forholde sig til det enkelte menneskes situation, og undgå at livet udarter til en forbandelse, ændrer det ikke på nødvendigheden af at vi forholder os til principperne og etikken bag.

Debatten bør ikke fokusere på den som rent praktisk skal yde en hjælpende hånd, men på vilkårende for det menneske for hvem spørgsmålet er at undgå en ubærligt tung vej mod den forestående død. Derfor er det meget forkert at hævde at "aktiv dødshjælp" er det samme som "eutanasi". Det vigtigste er at det er en hjælp, ikke på normerne for hvordan det rent praktisk skal udføres. Ordet "eutanasi" svarer mere til "aflivning", i hvilken betydning det tilsvarende engelsk-sprogede ord "euthanasia" netop anvendes hyppigt.

Jeg gennemgår i det følgende nogle tvivlsomme argumenter for aktiv dødshjælp, med min analyse for hvorfor det ikke holder.

A woman thinking


Vi afliver kæledyr og husdyr når ...
  • Når det er strafbart dyrplageri ikke at aflive håbløst lidende husdyr, skulle det da i det mindste være tilladt at give et lidende menneske fred i døden. Tankegangen er sympatisk, men giver ingen basis for at vurdere hvornår vi kan give en håbløst syg en god død.

    Problemet er at vi i forvejen har stor moralsk forskel på hvordan vi behandler dyr og mennesker. Det er ikke forbudt at dræbe et dyr, så længe det sker på en ordentlig måde, og handlingen ikke krænker ejendomsretten eller fredningsbestemmelser. Mange aflivninger sker af praktiske grunde, fordi mennesker ikke længere ønsker eller kan tage vare om dyret.

    Vi kan heller ikke spørge dyret om det ville foretrække at leve lidt længere med en sygdom. I almindelighed tror jeg da bestemt at menneskene har gode hensigter, men tankegangen er meget anderledes end hvis det i stedet var en gammel bedstefar. "Et lille prik og han opdager ikke noget". Uha!

    Paradokset er at et menneske ofte udmærket er i stand til at vurdere om det ville foretrække at dø lidt før, men selve dette valg er helt uforeneligt med manges mere eller mindre religiøse moralske dogmer. De glemmer helt næstekærligheden.

  • Se også blog indlæg: Aktiv dødshjælp til husdyr og kæledyr?

Gorilla in Deep Thought - Liz Stablein Photos


Det er spild af penge til kostbar behandling.
  • Når en uhelbredeligt syg i elendighed tigger og beder om at få lov til at dø, virker det paradoksalt at vi bruger mange ressourcer på pleje, og behandling af symptomer.

    Problemet her er i det hele taget at gøre økonomien til et argument. Det lyder næsten som "Vi vil hellere lade være med at spilde penge på at holde uhelbredeligt syge mennesker i live. Det vil være velset om du beder om dødshjælp". Gulp!

    Faktisk tror jeg på at legalisering af aktiv dødshjælp kunne spare mange penge, men paradoksalt netop på dem som ville sige nej. Pointen er at når det bliver legalt at bestemme over sit livs afslutning, kommer der mere fokus på at det skal være et så menneskeværdigt forløb som muligt. Hospice er ofte en god løsning, og er samtidig betydeligt billigere end at fortsætte udsigtsløs behandling ud over al rimelighed.

  • Se også blog indlæg: Sparer aktiv dødshjælp penge?

The Thinker / Le Penseur - by Auguste Rodin


"Sådan et liv er da heller ikke værd at leve"
"Det er uværdigt at ligge sådan"
"Sådan ville jeg ikke finde mig i at have det"
  • Disse argumenter er tegn på medfølelse, at tanken "hvis det nu var mig" fører til at det ville være bedst "at få det overstået".

    Jeg har da ikke det mindste imod medfølelse, men det kan ikke være op til andre at vurdere hvad der er et værdigt liv at leve. To døende mennesker kan ligge i en meget tilsvarende situation. Den ene længes bare efter at få fred. Den anden ser hvert eneste ekstra åndedrag som en sejr. Her vil budskabet "sådan et liv er ikke værd at leve" være ufølsomt og sårende.

    Vi er nødt til at overlade det til det enkelte menneske selv at vurdere om livet stadig er et gode, eller er blevet en ubærlig byrde. Alt andet er bedrevidenhed, og muligvis et overgreb mod et sårbart menneske.

  • Se også blog indlæg: Hvem har noget at leve for?

Portrait of a senior woman thinking with head on hands - by Konstantin Sutyagin


"Jeg kan ikke bære at se min kære mor hensygne på den måde".
  • Denne medfølende tankegang kommer nemt op hvis den døende "ligger som en grønsag", eller en demens har udraderet personligheden. Der kan risikere at gå et godt stykke tid, hvor kroppens opløsning kommer til at "fylde det hele".

    En ulykkelig situation, og det kan bestemt være udtryk for den bedste palliative pleje at fremme dødens indtræden. Men jeg er mere end blot betænkelig ved at en pårørendes kvæstede følelser skal være et vigtigt argument.

    Det ville være problematisk i situationen, men måske endnu mere bagefter. Det er i forvejen meget lidt sjovt at give slip, og det kunne tynge mindet at tage den store beslutning midt i smerten over den forestående død.

    Den rigtigste måde må være at der bliver snakket om det der med at dø i god tid, så den døendes eget ønske og bøn kan blive det afgørende. Det hjælper også de pårørende med at give slip.

  • Se også blog indlæg: Pensionister vil have lov til at dø, i England og Holland

Gammel eskimo, der ikke længere kan tygge sælskind

Eskimoerne lod deres gamle dø på en isflage
  • En ofte hørt vandrehistorie omkring aktiv dødshjælp er at henvise til at eskimoerne på Grønland satte deres gamle ud til at dø på en isflage, når de ikke længere kunne tygge sælskind. Når de ikke længere kunne gøre nytte. At de gamle selv var helt med på at det var til stammens bedste.

    Denne myte fremstilles ofte som et lidt barskt eksempel på det gode ved at tage afsked mens tid er. At døden er bedre end ikke længere kunne være med i stammens liv. Tilsvarende historier tilskrives også andre såkaldte "naturfolk".

    Det er dog en ren fiktion, formodentlig opfundet når "vestlige opdagelsesrejsende" skulle fortælle ammestuehistorier om de primitive folkefærd som de traf på deres eventyr. I virkeligheden gjorde eksimoerne meget for at passe deres højt respekterede gamle, men det moderne syndrom med en langsommelig død i elendighed eksisterede ikke når den stærkt svækkede døde i løbet af kort tid.

    Behovet for aktiv dødshjælp er mest et moderne fænomen.

  • Se også blog indlæg: Gamle eskimoer udsat på isflager?

MrSkeleton "Thinker" statue


Vi kan lave stramme regler for at forebygge misbrug
  • Et meget besværligt punkt i debatten omkring aktiv dødshjælp er tanken om at egoistiske pårørende måske vil presse den døende til at få det overstået. Det kan være belastende med pleje og samvær. Eller måske ville det være økonomisk belejligt med arven. Som taget ud af dårligt TV.

    Dette lyder jo ubehageligt, og selv om jeg tror at sådant ville være meget sjældent, er der god grund til at være meget opmærksomme på at et døende menneske ikke bliver presset til at "tage imod et tilbud" om at dø.

    En meget typisk modforestilling er at der må laves stramme regler, der nøje regulerer hvilke kriterier der skal være opfyldt før aktiv dødshjælp bliver lovligt. Kun visse diagnoser, kort forventet restlevetid, og kun hvis der ikke er antydning af problemer med hjerne eller psyke. Forestillingen er at regler kan erstatte det at tage stilling til det enkelte døende menneske og dets situation.

    Paradoksalt opstår risiko for misbrug netop når skarpe regler tillader at spekulere i tolkninger og nuancer. Det bliver muligt at veje frem og tilbage, og erklære "nu er grænsen nået, du er syg nok til at du kan få lov til at dø". Hint, hint. Brrr....

    En menneskelig løsning må være baseret på at den lidende selv tænker nøje over tingene, og skal kunne overbevise hjælpere om hvornår der er tid til at runde livet af.


onsdag den 29. september 2010

Op fra den underjordisk bitre hule

Acherontia atropos by Maerchenfee

III

Op fra den underjordisk bitre hule,
hvor kældermørkets første drømmekryb
og al den grusomhed, vi helst vil skjule,
lægger bunden under sindets dyb,

op stiger Morfeus, dødningehoved, alle,
der vender aftensværmersiden ud,
og viser mig, hvor blødt det er at falde
ned i det askegrå og ligne gud.

Kålsommerfuglen fra en eng i Vejle,
den hvide sjæl, som har en tegning malet
af altings flygtighed på vingens spejle,

hvad vil den her i denne dystre luft?
Er det den sorg, mit liv har overmalet,
som bjergbuskadset med sin duft?
Fra Sommerfugledalen, af Inger Christensen


Dødningehoved aftensværmer - Acherontia atropos

Dødningehoved aftensværmer
Acherontia atropos

søndag den 26. september 2010

Werther-effekten, selvmord og aktiv dødshjælp

Werther-effekten er meget brugt når nogen sætter fokus på bekymring omkring selvmord. Historien er at ustabile/sårbare personer (mest unge) identificerer sig med hovedpersonen i beretninger om selvmord, og søger samme udvej. Selvmord udløst af historien, og med samme metode.

Johann Wolfgang von Goethe

Fænomenet er opkaldt efter brevromanen Den unge Werthers lidelser, som Johann Wolfgang von Goethe udgav i 1774. Hovedpersonen er ude af stand til at håndtere sit stormfulde følelsesliv, og afslutter en ulykkelig forelskelse med et teatralsk selvmord. Romanen gav anledning til myter om "Werther-feber", en selvmordsbølge blandt unge mænd over hele Europa.

En myte som ikke kan bekræftes af pålidelige historiske kilder, men mere synes at bygge på kirkens heftige bekymring. Det er ret tvivlsomt om det reelt har været tale om mere end at spredte selvmord blandt borgerskabets romantiske unge mænd automatisk blev tilskrevet denne "farlige" bog.

Den unge Werthers lidelser

En nutidig saglig fokus på Werther-effekten sandsynliggør en sammenhænge med hvilke selvmordsmetoder der vælges. Et meget omtalt tysk eksempel viste flere selvmord foran tog under en TV serie med dette tema. Til gengæld pegede tallene ikke på at det samlede antal selvmord steg. Der er altså ikke dokumentation for at Werther-effekten giver ekstra selvmord. Til gengæld ser det ud til at dødsfald blandt meget kendte idoler muligvis kan inspirere til selvmord.

Et aspekt er at de efterladte efter et selvmord kan have stor fokus på at søge en håndgribelig forklaring. Forståeligt nok vil de vide hvorfor. Helst en konkret forklaring, et sted at lægge skylden. Typisk bliver musik-numre med "mørke" tekster ofte beskyldt for at udløse selvmord. Eller fortællinger om selvmord, virkelige eller fiktive. De efterladte har en klar tendens til at overforenkle årsager, i dramatisk grad.

Det er desværre også blevet alt for udbredt at bekymrings-temaet pakkes ind i ord som "det kan ikke udelukkes at". For mig at se er dette et entydigt tegn på useriøs argumentation. Det relevante spørgsmål er om "det kan sandsynliggøres at". Hvis der kan svares "ja" her, er der basis for at vurdere om der er hold i argumentationen.

Werther-effekten er et tema som jeg selv har brug for at forholde mig til, i kraft af denne blog. Med fokus på velbegrundede selvmord, og aktiv dødshjælp, har jeg mange historier hvor jeg præsenterer selvmord som en fornuftig udvej. Endvidere holder jeg mig ikke tilbage med meget konkret at omtale hvilke metoder, der blev brugt. Tankegangen omkring Werther-effekten er altså at mine skriverier kan tænkes at føre til selvmord, eller i det mindste påvirke valget af metoder.

Hvordan har jeg det med det?

Min holdning er at nogle selvmord kan være velgennemtænkte og rationelle. Jeg har ikke noget problem med om jeg bidrager til at nogen når til en afklaring, om at de ikke føler sig forpligtet til at leve videre i et liv, der ikke kan blive godt igen. Selvfølgelig er mange selvmord, rent ud sagt, forhastede. Når jeg omtaler sådanne selvmord, kunne det ikke falde mig ind at beskrive dem som "gode løsninger", selv om jeg søger at nå frem til en forståelse for baggrunden, og udstille hvordan det ikke så gennemtænkt ud.

From Thomas Rowlandson - The English Dance of Death - 1815

Min rummelige holdning overfor selvmord som en muligvis rationel udvej mener jeg endda er selvmordsforebyggende, fordi jeg sætter fokus på at det skal være tænkt ordentligt igennem. På at det er noget som der skal kunne snakkes med andre om. På at det skal kunne besluttes mens hovedpersonen har det så godt som muligt, altså netop ikke hurtigt i en krise.

En plausibel mulighed kunne være at et menneske, efter at have læst på min blog, tænker seriøst over et selvmord, i stedet for at lade en uhelbredelig sygdom nedbryde sit liv stump for stump. Får inspiration til hvordan, og til at undgå dårlige metoder. Måske klart dokumenteret i et afskedsbrev.

Det ville jeg have det fint med. Hvorfor ikke?

Det er meget tænkeligt at jeg kunne inspirere nogen med en eroderende sygdom til at insistere på at få aktiv dødshjælp, altså få hjælp til at dø på en pæn måde. Det kunne tænkes at nogen i omgivelserne ville have det skidt med det, og beskylde mig for at forlede til forkerte tanker.

Det ville ikke være mit problem. Ønsker om døden kan være rimelige.


Logo sommerfugl