Logo sommerfugl

torsdag den 31. marts 2011

Krav om "en naturlig død" er at spille Gud

Når ting som mere eller mindre aktiv dødshjælp er til debat, mødes forsøgene på seriøs argumentation ofte med et krav om at vi alle skal dø en "naturlig død". Problemet her er blot at det er meget uklart hvad en naturlig død egentlig er for noget, og hvad der skal til for at det enkelte menneske kan få en naturlig død.

Umiddelbart set er det nemt at forklare betydningen af "naturlig død"; det er når dødsårsagen er en sygdom. Lægevidenskaben gør til gengæld sit yderste for at hindre mennesker i at dø af netop disse specifikke årsager. Altså for at sørge for at mennesker først dør efter en lang og dybt unaturlig kamp mod den naturlige død.

Død krage

Når døden ikke får lov til at være naturlig, er det udtryk for at vi mennesker har påtaget os at administrere dødsprocessen. Det er ganske normalt at døden indtræffer efter at lægerne har givet op, "nu kan vi ikke gøre mere", og afpasser deres handlinger efter at døden må være næste (og sidste) fase i forløbet. Det kaldes af juridiske grunde for "passiv dødshjælp", også selv om det kan være ganske aktive handlinger.

"Vi må ikke lege Gud", lyder det fra kirken når der lægges op til at give patienter lov til at bede om at få en langtrukken dødsproces afkortet lidt, aktiv dødshjælp. Det kristne synspunkt er at "Gud bestemmer over liv og død". Hvis dette syn på Guds almægtighed, og ejerskab af menneskers liv, skal tages for pålydende, må konsekvensen være at lægerne skal afholde sig fra at blande sig i dødens indtræden.

Enhver form for livreddende behandling, og den såkaldte genoplivning (efter hjertestop) må annulleres. Når mennesker er ved at dø, må det jo være Guds vilje. Så konsistente er kirkerne ikke, jeg har i det mindste ikke hørt om fortalere for en mørk fundamentalisme. Tværtimod ses det f.eks. at den katolske kirke direkte forbyder "deres" læger at efterleve et livstestamente, om at en patient ikke ønsker at blive "holdt i live" som grønsag med maskinel vanding. Med andre ord er det kirken der "spiller Gud".

Ældre læge
En effekt af den medicinsk/teknologiske udvikling er at vi nærmest har afskaffet hvad der kan kaldes for en "naturlig død" på hospitalerne. I stedet indlemmes uhelbredeligt alvorligt syge i et bioteknologisk projekt om at se hvor langvarig dødsprocessen kan blive. Selvfølgelig sker det at lægerne besinder sig, og udviser menneskelighed nok til at nedprioritere nyttesløse forsøg på helbredelse. Men det er så langt hinsides det punkt hvor en naturlig død ville være indtruffet.

Lægernes omfattende muligheder for at manipulere og supplere kroppens funktioner er langt overvejende udtryk for fremskridt, men en konsekvens er altså at vi ikke bør søge at gemme os bag et fiktivt begreb som "naturlig død". Med muligheden følger ansvar. Ved at forlænge livet ud over hvad legemet selv kan klare, har vi dermed også påtaget os ansvaret for hvordan livet derefter former sig. Hvis det bliver præget af lidelser og elendighed, er det vores ansvar.

Det er udtryk for ansvarsforflygtigelse og forråelse at vi som samfund afviser at afkorte dødsprocessen i de få tilfælde hvor der er brug for det. Lægerne kan ikke dæmpe alle lidelser, særlig ikke den eksistentielle lidelse ved at måtte give tab på egne normer om livsindhold og værdighed.

Aktiv dødshjælp ville gøre vores samfund mere menneskeligt.


tirsdag den 29. marts 2011

Knusende, afskyeligt tyranni overfor døende

Den amerikanske retsfilosof og professor Ronald Dworkin udgav i 1993 bogen Life's Dominion, som en del af hans arbejde omkring respekt for det enkelte menneske og dets værdighed. Et udmærket citat herfra lyder:

Making someone die in a way that others approve, but he believes a horrifying contradiction of his life, is a horrifying, odious form of tyranny.
Min hurtige oversættelse til dansk lyder:
At byde nogen at dø på en måde som andre bifalder, men han selv mener er i forfærdende modstrid med sit liv, er en knusende, afskyelig form for tyranni.
Som det fremgår af bogens undertitel, henviser pointen direkte til muligheden for aktiv dødshjælp, som et muligt vilkår for at dø.

Life's Dominion - An Argument about Abortion Euthanasia, and Individual Freedom - Ronald Dworkin

Da vores muligheder for at ændre vilkårene for hvordan et menneske dør, i sagens natur, er begrænsede, hjælper det ikke at opstille et abstrakt ideal for hvordan "en god død" skal være. Elfenbenstårnet er menneskefjernt. Der er ingen næstekærlig vej udenom at forholde sig til det enkelte døende menneskes konkrete vilkår og respektere dets livssyn til allersidst.

Personligt er jeg tilhænger af aktiv dødshjælp, men kun når det handler om at følge den døendes egne ønsker og livsværdier. Jeg har fuld respekt for det hvis et døende menneske føler hver ny dag, time og sekund som en værdifuld sejr, og er villig til at udholde alle lidelser og tilsyneladende ubærlige livsvilkår.

Det ville i sandhed være udtryk for et knusende afskyeligt tyranni hvis jeg sagde noget i retning af: "Det dér er alt for elendigt, det er bedre om du dør nu", med hånden på kontakten til maskinerne. Dette er selvfølgelig ret hypotetisk, jeg tror det bliver svært at finde nogen som ville være så kyniske.

En betydeligt mere realistisk scenarie er det modsatte. Den døende kan "holdes i live" nogle uger endnu, men med en dyb følelse af at det er ubærligt at være fastlåst i sygdommens fremadskridende faser. En forfærdende modsætning til det lidende menneskes mangeårige livsglæde. Hvor ønsket om at få dødsprocessen afkortet bliver det største håb i livet.

Alt dette mens der spares på behandling af mennesker som kan leve længe endnu.

Dødsleje på hospitalet

Omgivelsernes klare "forventning" er at den døende skal passes og om muligt lindres den sidste tid. En gang imellem er det så slemt at den døende i det mindste får "lyset slukket" med en tung bedøvelse, mens omgivelserne reelt set bare venter på at døden engang indtræder. Når der slet intet håb er om at den døende nogensinde kan komme til bevidsthed igen, sker det at der afbrydes for tilførsel af næring og væske, så den tekniske dødsårsag bliver at dehydrering førte til kroppens endelige sammenbrud.

Ovenstående lyder jo ikke rart, men er hvad omgivelserne bifalder som den "korrekte" måde at dø på, helt uafhængig af den døendes egne ønsker. Der tilstås kun patienten reel indflydelse på to ting. Den ene er at afbryde forsøg på at behandle den grundlæggende sygdom. Den anden er rent symbolsk, at acceptere at lægerne ikke skal herse med liget for at forsøge "genoplivning". Men der er ingen reel indflydelse på hvor langt dødsprocessen skal trækkes ud.

Ronald Dworkins ord fortjener gentagelse:
At byde nogen at dø på en måde som andre bifalder, men han selv mener er i forfærdende modstrid med sit liv, er en knusende, afskyelig form for tyranni.
Amen.

Jac Saorsa - For what do we hunger?

Når den snart forestående død er uafvendelig, må det primære være hvordan den døende ønsker at livets afslutning skal forme sig. I nogle få tilfælde indebærer dette et ønske om at få fri fra det liv, som blev en skæbne værre end døden. Altså ud fra den døendes normer, ikke vurderet af moralske vogtere på sikker afstand.


mandag den 28. marts 2011

Hvornår er det følelsesporno?

"Følelsesporno" lyder anklagen når medierne fremviser mennesker, der udtrykker stærke følelser, især hvis de indebærer tårer eller vrede. Medierne har for længe siden gennemskuet at udstilling af "virkelige følelser" er populært, en genre som ugeblade, tabloid-aviser og i stigende grad TV dyrker med stor ildhu. Det vises fordi det virker, i forhold til at fastholde seere.

Hylende Barbie dukke
Paradoksalt nok lyder den forargede diagnose "følelsesporno" ofte fra nogen som alligevel sidder og labber det i sig, sørger for at få hver en tåre med. Så er der jo noget at skælde ud over bagefter, måske uden at registrere i hvor høj grad egen forargelse udspringer af at sidde med en snert af dårlig samvittighed over fascinationen.

Når vi taler om reality TV shows, som f.eks. X-Factor, der er bygget op over at fremkalde følelsesudbrud mens TV kameraet fanger hver en bæven i læberne, er det hvad jeg vil kalde for "hardcore følelsesporno". Det er når følelserne fremprovokeres netop for at blive videresendt til landets TV skærme, som prime time underholdning. Jeg kunne endda havde nogle af de "svage sangstemmer" mistænkt for ligefrem at spekulere i det, at en sikker vej til TV tid er at "gå amok" når de får chancen for at skælde ud på dommerne.

"Softcore følelsespornografi" tager afsæt i en ikke-konstrueret virkelighed, men hvor det er tydeligt at en interviewer har en målsætning om at få et menneske til at udpensle sine følelser omkring det der skete, underforstået at stærke følelser er mere TV egnede end hvis "offeret" mener at situationens fakta er det centrale. Dette ses ofte i nyhedsudsendelser.

Grædende pige, i tegneserie-stil

Min "definition" af følelsesporno er altså det at følelserne udpensles, og at der lægges op til at tilskuerens egne følelser kommer i sving, det være sig medfølelse eller nedladenhed. Uden disse stærke følelser ville delhistorien normalt være uden almen interesse. På den anden side kan en velafrundet dækning af et interessant emne også vise at mennesker har følelser, uden at det derfor er følelsesporno. Min skelnen går altså på om det følelsesmæssige er det bærende, typisk når reaktionen er mere spændende end årsagen.

En definition på følelsesporno må nødvendigvis lægge op til at kunne skelne omkring de grænsetilfælde der altid vil være, men synliggørelse af virkelige følelser behøver altså ikke være følelsesporno, på samme måde som afbildning af en nøgen krop ikke er pornografi uden tydelige associationer til erotik eller sex.

Vred præst
Når en forarget stemme gjalder "følelsesporno", er der god grund til at se kritisk på motivationen, med mindre der ikke er meget indhold ud over at tænde følelser henad "det er vel nok synd for staklen". Et meget udpræget eksempel her er når der vises dokumentarfilm om tunge emner som aktiv dødshjælp.

Her er det naturligt at også følelserne er synlige, men med det store eksistentielle valg om en frivillig død, skulle der en meget overfladisk fremstilling til for at det primære blev følelserne, i stedet for de velafklarede rationelle overvejelser. Men netop dette udløser ofte dommen "følelsesporno", nærmest som en automatreaktion, når stærke modstandere af at give andre mennesker denne frihed, søger at dreje fokus væk den ubelejlige sandhed. At det vistes et valg der blev truffet på basis af fornuftige overvejelser, og ikke i en følelsesmæssig krise.

Det er nærmest komisk at se hvordan moralsk forargelse søger at påtage sig et skin af balance ved at skælde budbringeren ud.

Logo sommerfugl