Logo sommerfugl

fredag den 15. juni 2012

Tiden og døden, to sider af samme sag



4 comments:

CMK sagde ...

Det er godt når tiden flyver....
Det gør den ikke i ensformigheden og rutinen, som eksempelvis i folkeskolen, i et fængsel og på et plejehjem.
Eller rettere sagt. Når tiden går på den måde er den enkelte dag uendelig lang, men pludselig er der gået 10 år.... der er ingen mærker, ingen oplevelser der kan skille dagenes kedsomhed fra hinanden og de flyder sammen til en grå masse... som pludselig er mange år.

Når tiden flyver er det omvendt. Så går timerne og dagen så hurtigt, at man næppe kan tro det. Man kigger på uret om formiddagen og igen når man tænker det er tid til frokost og så er det ubegribeligt allerede blevet aften.
Den slags "korte dage" husker man altid. Derfor bliver de lange på en anden måde.

Tid er noget helt forunderligt noget, som den gode Benny Andersen også har digtet en del om:


Tiden, Benny Andersen, 1995

Vi har tolv ure i huset
alligevel slår tiden ikke til.
Man går ud i sit køkken
henter kakaomælk til sin spinkle søn
men når man vender tilbage
er han blevet for gammel til kakaomælk
kræver øl, piger og revolution
Man må udnytte tiden, mens man har den
Ens datter kommer hjem fra skole
går ud for at hinke
kommer ind lidt efter
og spør om man vil passe den lille
mens hun og manden går i teatret
og mens de er i teatret
rykker den lille med noget besvær
op i 3. G.
Man må udnytte tiden, mens man har den
Man fotograferer sin hidtil unge hustru
med blodrigt sigøjnertørklæde,
men næppe er billedet fremkaldt
før hun forkynder at det så småt
er hendes tur til at få folkepension
så sagte vågner enken i hende
Man vil gerne udnytte tiden,
men den blir væk hele tiden
hvor blir den af
har den nogensinde været der
har man brugt for megen tid
på at trække tiden ud
Man må benytte tiden i tide
flakke om en tid uden tid og sted
og når tiden er inde
ringe hjem og høre
"De har kaldt 95949392?
Der er ingen abonnent på det nummer"
Klik

tosommerfugle sagde ...

Tidens paradokser, ja. Den lange tid forsvinder, og den tid der bare gik bliver til lange minder.

Måske er den bedste måde at udnytte tiden på, at lade den gå til "spilde". Kun på den måde er der tid nok, og intet pres med at "skulle" halse videre til næste punkt. Intet behov for at for at ærgre sig.

Måske Benny Andersen ødelagde tiden ved at have så mange ure, og insistere på at skulle "udnytte tiden". Den bliver væk alligevel, så hvorfor dog kæmpe imod?

CMK sagde ...

Vi kan nok hurtigt blive enige om, at samtlige processer i universet, herunder solomløbet, foregår med samme frekvens ethvert menneskeliv ignnem, Det der sker, når vi som voksne begynder at opleve tiden som gående hurtigere, er, at vi sætter en anden målestok – nemlig antallet af bemærkelsesværdige hændelser – ind i stedet for solomløbet. Som børn tæller vi vores fødselsdage i overensstemmelse med soltiden samtidig med at antallet af bemærkelsesværdige hændelser er så tilpas stort, at soltiden går langsomt. Vores sanser er som børn åbne overfor alle nye oplevelser. Mange ting er uprøvede og fylder utroligt meget i vores bevidsthed. At lære at cykle, den første togtur, den første skoledag, den første feriekoloni osv, osv. Når mængden af sådanne bemærkelsesværdige hændelser med årene skrumper ind, kan selv et ungt menneske i tyverne opleve at livet er ved at være forbi, idet han/hun indser at det fremtiden byder på, i overvældende grad vil være et rutinepræget voksenliv. Mængden af bemærkelssværdige hændelser på et solår, er allerde i den alder meget få sammenlignet med da man var barn. De to ”ure” - solåret og oplevelsesåret - kommer således i konflikt med hinanden, men vi har fra barndommen en svag erindring om, at et solår svarer til et stort antal bemærkelsesværdige oplevelser.
Solår er ikke hverken mere eller mindre knyttet til tiden som sådan end ”oplevelsesåret”. Det er ikke hverken mere virkeligt eller objektivt. Bare mere praktisk. Med andre ord: Vi er vant til at tænke tiden som værende forbundet til fysiske hændelser i universet, men tiden kan lige så vel – logisk set – forbindes til eksempelvis mentale begivenheder. Logisk set er de ligeberettigede. Så når tiden iler mere og mere med alderen og når min gamle far fra tid til anden siger. ”Jeg har prøvet det hele”, så rummer netop den udtalelse forklaringen på den stadigt mere ilende tid.

Løsningen er - carpe diem - lev som barnet med åbne sanser og udsæt så ofte som muligt dig selv for "det har jeg aldrig prøvet før".

tosommerfugle sagde ...

Universets rytmer er selvfølgelig noget centralt, ja, og som jo også afspejler sig i kroppens udvikling og rytmer.

En personlig tidsregning, som ikke afhænger af hvor meget oplevelser fylder i hukommelsen, kunne være at opgøre en periode i forhold til kalenderalderen. Hvis en dag er lang tid for et lille barn, skal der ugevis til i alderdommen.

Det nye og hidtil uprøvede får jo en stor plads i bevidstheden derfor, men selv her kommer "første gang" til at fylde meget mindre i skyggen af mange andre premierer. Uden bogstaveligt at "have prøvet det hele" bliver noget nyt til en overskuelig (men "besværlig") opgave, og ikke nogen spændende udfordring. Hvis jeg ved at "jeg kan", bliver der anledning til at vurdere om "jeg gider".

"Carpe diem" ser jeg ikke som en opfordring til at samle på så mange "første gang" som muligt, men primært til ikke at udsætte hvad jeg egentlig gerne vil, til den usikre fremtid.

Hvis drømmen var at bestige bjerge, var det jo bare med at få støvlerne på.

Logo sommerfugl