Logo sommerfugl

fredag den 28. februar 2014

How does one become a butterfly?


    One day a grey-haired caterpillar hanging upside down on a branch surprised her. He seemed caught in some hairy stuff.
    "You seem in trouble, she said. Can I help?"
    "No, my dear, I have to do this to become a butterfly."

    Her whole insides leapt. "Butterfly – that word," she thought.
    "Tell me, mam, what is a butterfly?"
    "It’s what you are meant to become. It flies with beautiful wings and joins the earth to heaven. It drinks only nectar from the flowers and carries the seeds of love from one flower to another. Without butterflies the world would soon have few flowers."
    "It can’t be true! gasped Yellow. How can I believe there’s a butterfly inside you or me when all I see is a fuzzy worm?"

    "How does one become a butterfly?", she asked pensively.
    "You must want to fly so much that you are willing to give up being a caterpillar."
    "You mean to die? asked Yellow remembering the three who fell out of the sky."
    "Yes and no, she answered. What looks like you will die but really you will still live. Life is changed, not taken away. Isn’t that different from those who die without ever becoming butterflies?"


Trina Paulus, Hope for the Flowers


torsdag den 27. februar 2014

xkcd: Bridge - would you jump too?

No, you can't go.
-- But all my friends -
If all your friends jumped off a bridge,
would you jump too?
-- Oh jeez. Probably.
What!? Why!?
-- Because if all my friends did.
-- Think about it - which scenario is more likely:
-- Every single person I know,
-- many of them levelheaded and afraid of heights,
-- abruptly went crazy at exactly the same time...
-- ... or the bridge is on fire?
I, uh ... hmm.
-- Imagine reading this on CNN:
-- -- 'Many fled their vehicles and jumped from the bridge.
-- Those who stayed behind...'
-- Is something good about to happen to those people?
Maybe they'll find cookies?
-- OK, You stay. I'm jumping.

And it says a lot about you that when your friends jump
off a bridge en masse, your first thought is apparently
'my friends are all foolish and I won't be like them'
and not 'are my friends ok?'


onsdag den 26. februar 2014

Er det rigtigt at være trofast til døden?


This painting derives from the following passage in Edward Bulwer-Lytton's The Last Days of Pompeii:
The air was now still for a few minutes: the lamp from the gate streamed out far and clear: the fugitives hurried on—they gained the gate—they passed by the Roman sentry; the lightning flashed over his livid face and polished helmet, but his stern features were composed even in their awe! He remained erect and motionless at his post. That hour itself had not animated the machine of the ruthless majesty of Rome into the reasoning and self-acting man. There he stood, amidst the crashing elements: he had not received the permission to desert his station and escape.
The skeletons of more than one sentry were found at their posts.


Dette maleri fra Victoriatidens England er umiddelbart set en heltedyrkelse, af den stoiske pligtopfyldende soldat, som har fået ordre til at stå som vagtpost i Pompeji. Mens andre indbyggere flygter fra hvad vi nu ved var det totalt ødelæggende udbrud af Vesuv-vulkanen i år 79, følger vagtposten sin ordre. Han gør sin pligt. Han har ikke selvstændighed til at det er en mulighed at flygte sammen med borgerne. Heller ikke yde hjælp nogen der kunne have behov for en stærk mand.

Når jeg skriver "heltedyrkelse" mener jeg det helt bogstaveligt. Den ubetingede pligtopfyldelse var en højt værdsat, og beundringsværdig egenskab i det Victorianske England. På den anden side kan jeg jo ikke helt lade være med at lade et mere moderne individualistisk menneskesyn præge nogle af mine ord. Soldaten måtte kunne indse at døden ville blive resultatet af at forblive på sin post. Er det en god egenskab at affinde sig med sin skæbne? Mon dog ikke han havde fået lov til at løbe ud af byen, hvis hans overordnede havde haft muligheden for at nå ham?

En fortolkning kunne dog også være at det handler om ære. I det gamle romerrige var tab af ære en meget alvorlig sag. En gyldig grund til selvmord, ja det var nærmest det forventede. Uden ære, hellere dø. Hvis vagtposten flygtede fra sin post, ville hans ære være væk, og han måtte begå selvmord. Valget stod mellem at blive på sin post, og få en værdig død, eller flygte som en vanæret kryster, der kun kunne opnå en smule længere liv på bekostning af sine værdier om hvad det gode liv er.

Hellere en god død end at holde fast i hvad der ikke kan blive et godt liv.

En moderne analyse vil selvfølgelig kunne stille spørgsmålstegn ved et så dominerende æresbegreb, og i stedet værdsætte selvopretholdelse og individets ret til at leve. Men det at nutidens normer gør hans "selvmord" på posten til noget som ikke er rationelt, ændrer ikke på at datidens normer har været så selvfølgelige, at det simpelthen ikke var en mulighed for vagtposterne at forlade deres post, hvis de var mænd af ære.

Det kan lidt perspektiveres til hvordan nutidens mennesker forventes at forholde sig til alvorlige sygdomme. Når det ikke er et vulkanudbrud, men kræft der truer livet, er det nærmest blevet en pligt at tage hvad som helst med for at gøre livets dage lidt flere, på bekostning af værdighed og personlige værdier. Den som svigter denne forventning, må forventes at blive udsat for alvorlige spørgsmål, og tvivlen på evnen til at tænke rationelt. Måske det samlede liv blev bedre af blive stående oprejst, og ikke flygte ud i et falsk håb om kampen mod døden altid er det værd.

Individets værdier må være vigtigere end andres generelle principper. Den rationelle tankegang giver ikke samme svar for alle.


tirsdag den 25. februar 2014

Christina Berg Gregersen samler ind til dødshjælp

Christina Berg Gregersen

Christina Berg Gregersen fra Aarhus, der her ser sund og glad ud, lider af den meget alvorlige dødelige hjernesygdom Huntingtons Chorea. Selv om hun kun er 28 år, må hun se i øjnene at dø længe før hun bliver gammel. Hun kan ikke være sikker på hvornår hun dør, men der er til gengæld næppe tvivl om at hendes liv bliver dårligere og dårligere efterhånden som sygdommen udvikler sig. Sygdommen er arvelig, og hendes egen mor døde som 45-årig af Huntingtons Sygdom i 2003. Det samme gjaldt tre andre af den søskendeflok på syv børn, som Christinas mormor og morfar fik. Hendes storebror har samme sygdom.

Christina Berg Gregersen
Christina, som selv fik diagnosen i december 2012, har altså på allernærmeste hold kunnet følge hvordan det kan udvikle sig. Det vil hun ikke være med til, så derfor blev det rationelle valg at hun gerne vil sikre sig at kunne få aktiv dødshjælp. Netop denne sygdom er ikke sjælden som begrundelse, når nogen indser at en fremskyndet død kan være et mindre onde end hvad der engang var et liv. Selvsagt har hun tænkt meget over situationen, og er meget sikker i at sådan må beslutningen være.

En god mulighed for dødshjælp er at rejse til Dignitas i Schweiz. Det kræver et stykke tid med papirarbejde, og indsigt i journaler m.v., da Dignitas sikrer sig at det er velbegrundet. De kan formidle kontakten til en human læge i Schweiz, der kan udskrive en recept på det effektive og smertefri middel Pentobarbital. Det er et gammel sovemiddel, der i en "passende overdosis" er den mest udbredte metode, når der nu bliver brug for at få en fremskyndet død, på en så pæn måde som muligt. Teknisk set er det hjælp til selvmord, selv om mange omtaler det som aktiv dødshjælp.

Det koster jo penge. Dignitas har en del gebyrer og omkostninger i Schweiz, og dertil kommer selvfølgelig rejse og hotelophold, samt en større eller mindre begravelse. Christina er kommet frem til at hun vil få brug for ca. 120.000 kroner, hvilket lyder realistisk. Dem har hun ikke lige, og med en alvorlig sygdom er mulighederne for at spare op på en førtidspension ikke ligefrem store.

Logo for Landsforeningen Huntingtons Sygdom
Formand Bettina Thoby, fra Landsforeningen Huntingtons Sygdom, fortæller til Kristeligt Dagblad om at der ofte er medlemmer der henvender sig med overvejelser om aktiv dødshjælp, og uden at have en konkret holdning kan hun godt forstå Christina Berg Gregersens situation: ”Huntingtons er en barsk sygdom. Hvis man har set et sygdomsforløb, som har været særligt slemt, kan jeg godt forstå, at man begynder at tænke på aktiv dødshjælp”. Foreningens officielle holdning er at "aktiv dødshjælp er en individuel beslutning, som hvert enkelt menneske selv må forholde sig til, og selv må handle på, som man finder det passende". Det lyder fornuftigt. De kan jo ikke arbejde udenfor gældende lovgivning.

Efter diagnosen tænkte hun på at få det overstået i en fart, men ved nærmere eftertanke kom hun frem til at se tiden an, hun er endnu ikke kommet til de lidelsesfulde stadier. Når sygdommen er mere fremskreden, er det forventeligt at der kommer en dag hvor hendes grænse for alvor er nået. Det ville være ideelt hvis hun kunne få den store tryghed, der ligger i at have midlerne klar, og selv kunne sige stop. Så var det også meget nemmere dog lige at tage en dag til med. Derfor er det ikke optimalt at skulle rejse til Schweiz, og dø på en forudbestemt dato. Men det er jo så det eneste som reelt bliver accepteret eller i det mindste tolereret af det Danske samfund.

Christina Berg Gregersen

For at have pengene klar, har hun startet en privat indsamling på Caremaker, Hjælp mig til en værdig død. Aktuelt er der meget langt til målet, og jeg er da også bange for at det kan være svært at få ret mange til at give et bidrag. Det ville nok gå nemmere, hvis hun i stedet bad om penge til en eller anden af de "mirakel-behandlinger", som svindlere i andre lande byder på. Desværre er der nogen der mener at der er tvivl om lovligheden, så Caremaker har midlertidigt lukket for indsamlingen.

Basis for at rejse denne tvivl synes jeg er tynd. Straffeloven forbyder hjælp til selvmord, og i princippet kan det at bidrage til indsamlingen ses som hjælp til hendes forventelige selvmord, når og hvis hun får behovet. Selvmord er i sig selv utvivlsomt lovligt, men vi har den paradoksale lovgivning at det her er forbudt at hjælpe med noget lovligt. Nu er jeg jo ikke jurist, men jeg har dog kikket en del på reglerne og praksis, og min opfattelse er at det med hjælp til selvmord skal forstås ret konkret. Det vil sige at hjælperen skal være direkte og konkret involveret, i stedet for blot at være støttende i forhold til processen. Men der har ikke tidligere været en lignende sag til at lægge en retspraksis.

Ellers skulle Flemming Schollaart, formanden for Landsforeningen En Værdig Død, have været straffet for meget konkret at yde hjælp til rejser til Dignitas. Muligvis er der nogen som ikke bifalder denne humanitære indsats, men så vidt jeg ved har der ikke være blot overvejet at rejse en straffesag. Det ville også være helt urimeligt. Han har ikke noget moralsk problem med at yde sin store hjælp. Med i billedet må det noteres at Den Europæiske Menneskeretsdomstol i forbindelse med en anden afgørelse så retten til privatlivets fred som omfattende retten til at tage sit eget liv. Da Christina Berg Gregersen hørte om foreningen, fik hun livsglæde og smil igen. Det var alligevel ikke håbløst. Nu kan hun nyde livet, mens hun har det. Men hun vil ikke ende "som en grønsag".

Jeg synes at indsamlingen skulle åbnes igen, men jeg tror mere på den som en del af debatten omkring aktiv dødshjælp. Her er den med til at sikre opmærksomhed på den gode sag. Hvis det skulle lykkedes at samle pengene ind, kunne det blive et spørgsmål om hvad der skal ske hvis hun dør af andre årsager, uden at komme til at sige "nu skal det være". I teorien kan det heller ikke udelukkes at der pludselig er nogen som finder en effektiv behandling, som kan helbrede eller kraftigt sinke sygdommens udvikling. Ret usandsynligt, og ikke værd at kalkulere med.

Christina, jeg ønsker dig en god død, når engang tiden er inde. Og nyd livet indtil da.



Christina Berg Gregersen
Metroxpress:
Kristeligt Dagblad:
BT:
Jyllands-Posten:


søndag den 23. februar 2014

Dydsetik, selvmord og dødshjælp

Aristotele
Aristotele

Dydsetikken fra det gamle Grækenland kan være en interessant indgang til at vurdere spørgsmål af moralsk betydning. Målet for dydsetik er "det gode liv" gennem at være et godt menneske, så derfor kan det måske ses som paradoksalt når min overskrift bebuder at jeg vil sætte det i forhold til at vælge at dø. Det hænger sammen med at hos dydsetikeren er det indre træk, dispositioner og motiver, der tæller.

Nu er det jo en blandet landhandel hvad forskellige mennesker udnævner til at være dyder, kontra laster og synder, så derfor vælger jeg at koncentrere mig om de gamle kardinaldyder, som Aristoteles definerede som: visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. Kan selvmord, og dødshjælp fra andre siges at være en dyd, ligefrem.

Jeg mener ikke at selvmord generelt set kan ses som udtryk for disse dyder, nærmere det modsatte. Hermed tænker jeg på at de fleste selvmord er uigennemtænkte reaktioner i krisesituationer. Dette kan også tænkes at gælde for dødshjælp, der jo blot er at hjælpe den anden til hvad der ses som et nærmest nødvendigt selvmord. Normalt sker det efter en rimelig og fornuftig vurdering, men der ses desværre eksempler på at nogen kalder det for dødshjælp, når de traf beslutningen på den dødes vegne. Aflivning er noget andet, selv med de bedste intentioner.

Derfor bliver mit spørgsmål om der kan tænkes at være tilfælde hvor selvmord (og dermed inddirekte dødshjælp) kan være i så god overensstemmelse med kardinaldyderne, at det positivt kan siges at være en dyd, at bidrage til det gode liv. Mit svar er "ja".

Areta - greek goddess of virtue
Areta - Græsk gudinde der personificerer dyd

Som overskueligt eksempel forestiller jeg mig en gammel mand, der med ondartet kræft og mange metastaser helt sikkert er uhelbredeligt syg. Måske kan tiden trækkes lidt ud med voldsomme og ganske ubehagelige ting som stråleterapi og kemoterapi, men der er ingen tvivl om at livet lakker mod sin snarlige ende, på en uskøn måde. Derfor opstår ønsket om at opnå en lidt tidligere død, for derigennem at befri sig fra de store lidelser (også ud over fysiske smerter) som kræft kan føre til. Det vil jeg kalde en krystalklar sag for at det kan være rimeligt og fornuftigt at afkorte sin vej mod døden. Døden er ikke målsætningen, men et så uafvendeligt livsvilkår at det kun er et spørgsmål om hvordan den sidste stump af livet bliver.

Visdom ser jeg i at indse dette, og handle derefter. Visdom kan utvivlsomt også føre til andre svar end selvmord, der kan være gyldige grund til at se "det gode liv" i at holde fast i kræften. Jeg ønsker ikke at dømme på andres vegne, men hellere have respekt for det fornuftige menneskes egen dømmekraft. Også når det gælder egen død. Hvis der af ærlig overbevisning kan argumenters overbevisende om den frivilligt fremskyndede død som udtryk for god fornuft, kan det være en klog beslutning. Visdom.

Retfærdighed kan jeg også se som en tænkbar mulighed. Hermed mener jeg at det måske kan være uretfærdigt overfor andre at fordre store ressourcer brugt på sig selv, når samme ressourcer kunne have gjort meget bedre gavn for andre. Her tænker jeg ikke på de kollektive ressourcer, som de skattekroner der er en del af samfundets prioritering. I stedet er min pointe personlige ressourcer, som hvis familien skal ofre sig for noget der alligevel ikke giver et tåleligt liv. Det vil jeg kalde for uretfærdigt.

Mod synes jeg er indlysende, det kræver stort mod at gennemtænke og træffe en så stor og endegyldig beslutning. Vi taler ikke om et selvmord der kan kaldes for en flugt, men tværtimod det at se virkeligheden dybt i øjnene, og træffe en beslutning. Døden er ikke det værste vi har, og det gode liv måles ikke på længden. Denne erkendelse er udtryk for mod.

Selvbeherskelse (mådehold) er der også. Igen er det nemmest at illustrere ved at pege på modsætningen, det umådehold og ubehersket kræven der ligger i at insistere på en illusion om at der må kunne gøres noget. Det mod der skal til for med visdom at indse virkeligheden, er udtryk for stor selvbeherskelse.


Selvmord kan altså være udtryk for at leve (og dø) efter dydsetikkens principper, når det virkelig er velgennemtænkt og fornuftigt besluttet. Det vil det sjældent være i andre tilfælde end når den relevante hjælp til selvmord kan kaldes for dødshjælp, hvor det er en fiktion at ville skelne mellem om det er aktiv dødshjælp, eller "kun" passiv dødshjælp. For dydsetikeren er det jo de indre træk, dispositioner og motiver, der tæller.


fredag den 21. februar 2014

Tove Videbæk og retten til en værdig død

Når aktiv dødshjælp er til debat, fremkommer der ofte nogle argumenter, der for at lyde overbevisende definerer nogle præmisser som ikke er sande. Dette spin, eller manipulation, er ikke nødvendigvis bevidst, men kan ligeså vel være udtryk for en misforståelse, for bare ikke at have tænkt tingene igennem. Et karakteristisk eksempel her er når det gøres til et "problem" at en ret til at et menneske kan få aktiv dødshjælp, derfor giver andre en pligt til at slå ihjel.

Fornylig formulerede modstanderen Tove Videbæk et brevkassesvar i Kristeligt Dagblad, på spørgsmålet "Hvordan forholder kristendommen sig til aktiv dødshjælp?", hvor argumentet belægges med disse ord:

Yderligere ville det være sådan, at hvis vi giver nogle mennesker en ret til at få aktiv dødshjælp, så ville vi dermed give nogle andre (måske læger?) pligt til at udføre denne dødshjælp. Altså pligt til at slå patienten ihjel. Læger er ikke uddannet til at slå ihjel. De er uddannet og har aflagt lægeløftet om, at de vil ”helbrede, lindre og trøste”.

Tove Videbæk

På det overfladiske plan lyder det da logisk. Det er blot noget populistisk vrøvl, uden dybere sammenhæng.

For det første tales der ved aktiv dødshjælp ikke om en rettighed i stil med at have ret til at få udbetalt en folkepension, men i stedet en frihedsrettighed i stil med en grundlæggende menneskeret som ytringsfrihed. Denne medfører jo blot at staten ikke må gribe ind mod selve retten til at ytre sig, men forpligter på ingen måde staten til at sikre individet at kunne ytre sig efter sin overbevisning. Tilsvarende ved aktiv dødshjælp, hvor det blot er et spørgsmål om at det ikke skal være strafbart at give en ønsket og velafklaret hjælp til at dø, så længe der ikke er reelle bud på noget som kan gøre livet ønskværdigt igen.

For det andet ville en sådan åbning på ingen måde forpligte den enkelte læge (eller andre) til at være den udførende. En læge er jo heller ikke på andre områder forpligtet til at give en behandling som er i strid med sin personlige overbevisning om hvad der vil være god hjælp. Det kan sammenlignes med en abort, hvor nogle læger af religiøse grunde ikke ønsker at medvirke, og lægger deres arbejdsindsats på andre områder. Derved undgår de at overbelaste deres moralske dogmer, og andre læger med en mere menneskelig og næstekærlig tankegang kan varetage opgaven.

For det tredie behøver aktiv dødshjælp ikke indebære "at slå patienten ihjel", den oftest sete form i flere lande og stater med human lovgivning, er at lægen kan udskrive en recept på et effektivt dødbringende middel, typisk pentobarbital. Det er altså op til patienten selv at beslutte om og hvornår det skal tages, hvor det dog er bedst med en sundhedsfaglig tilstedeværelse for at sikre at tingene gøres på en forsvarlig måde. En aktivt medvirkende hånd, til selve det dræbende, vil kun være nødvendig i ganske usædvanlige tilfælde, hvor patienten slet intet kan selv. Det kræver heller ikke nogen egentlig uddannelse at følge køreplanen fra Dignitas og andre organisationer.


For det fjerde skulle Tove Videbæk tage og læse lægeløftet, da hun åbenbart ikke ved hvad der står. Her er den fulde og præcise ordlyd:
Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.
Ordene om at ”helbrede, lindre og trøste” forekommer slet ikke, men kan ses som en fortolkning af den af mig fremhævede passage. Selvfølgelig er det normalt til gavn for patienten at helbrede, lindre og trøste, men det er blot ikke altid muligt. Grænsen for løftet om at varetage patientens gavn slutter dog ikke derfor. Helt konkret er der nogle få tilfælde hvor lægen ikke kan gøre noget som gavner patienten bedre end at få lov til at dø på en lidt pænere måde, i stedet for bare at lade stå til omkring det at dø, som nu.

Med i billedet hører at patientens selvbestemmelsesret naturligt medfører en væsentlig medindflydelse på vurderingen af hvilke former for behandling og lindring der er ønskværdige for en døende patient. Der er sager hvor der kun er én effektiv måde at lindre, ved at "slukke lyset". Det sker engang imellem ved at bedøve patienten kraftigt, "nu vågner du aldrig igen, vi plejer din krop indtil du kreperer". For mig at se ville terminal/palliativ sedering være en ydmygende og uværdig måde at lade mig dø på, det ville være meget bedre at få lov til at det gik hurtigere. Det er ikke godt nok at lade min bevidste oplevelse være et afgørende kriterium for værdighed.

Med kortere ord er aktiv dødshjælp i fuld overensstemmelse med lægeløftet, og kategorisk afvisning af at handle til gavn for patienten er et direkte brud på de højtidige ord.

Tove Videbæk

Der var altså flere alvorlige fejl i bare en enkelt lille paragraf. Det er beklageligt når debatten trækkes ned gennem så uoplyste indlæg som fra Tove Videbæk. Jeg tror ikke at det er af ond vilje, blot naivitet, misforståelser og uvidenhed. Jeg har forståelse for at hun holder sig til kristendommens dogmatiske syn på liv og død, men det bliver for tyndt når hun forvrider andre aspekter af debatten.

Lad mig tilføje at jeg har stor respekt for hendes indsats omkring hospice-bevægelsen, disse institutioner repræsenterer et stort fremskridt omkring pleje af døende patienter. Langt de fleste amerikanere, som får en recept på pentobarbital (eller lignende), er allerede i palliativ behandling, og mange af dem dør uden at få brug for "forsikringen". Det er altså ikke enten-eller.

Næstekærlighed, tak.


Logo sommerfugl