Logo sommerfugl

fredag den 21. februar 2014

Tove Videbæk og retten til en værdig død

Når aktiv dødshjælp er til debat, fremkommer der ofte nogle argumenter, der for at lyde overbevisende definerer nogle præmisser som ikke er sande. Dette spin, eller manipulation, er ikke nødvendigvis bevidst, men kan ligeså vel være udtryk for en misforståelse, for bare ikke at have tænkt tingene igennem. Et karakteristisk eksempel her er når det gøres til et "problem" at en ret til at et menneske kan få aktiv dødshjælp, derfor giver andre en pligt til at slå ihjel.

Fornylig formulerede modstanderen Tove Videbæk et brevkassesvar i Kristeligt Dagblad, på spørgsmålet "Hvordan forholder kristendommen sig til aktiv dødshjælp?", hvor argumentet belægges med disse ord:

Yderligere ville det være sådan, at hvis vi giver nogle mennesker en ret til at få aktiv dødshjælp, så ville vi dermed give nogle andre (måske læger?) pligt til at udføre denne dødshjælp. Altså pligt til at slå patienten ihjel. Læger er ikke uddannet til at slå ihjel. De er uddannet og har aflagt lægeløftet om, at de vil ”helbrede, lindre og trøste”.

Tove Videbæk

På det overfladiske plan lyder det da logisk. Det er blot noget populistisk vrøvl, uden dybere sammenhæng.

For det første tales der ved aktiv dødshjælp ikke om en rettighed i stil med at have ret til at få udbetalt en folkepension, men i stedet en frihedsrettighed i stil med en grundlæggende menneskeret som ytringsfrihed. Denne medfører jo blot at staten ikke må gribe ind mod selve retten til at ytre sig, men forpligter på ingen måde staten til at sikre individet at kunne ytre sig efter sin overbevisning. Tilsvarende ved aktiv dødshjælp, hvor det blot er et spørgsmål om at det ikke skal være strafbart at give en ønsket og velafklaret hjælp til at dø, så længe der ikke er reelle bud på noget som kan gøre livet ønskværdigt igen.

For det andet ville en sådan åbning på ingen måde forpligte den enkelte læge (eller andre) til at være den udførende. En læge er jo heller ikke på andre områder forpligtet til at give en behandling som er i strid med sin personlige overbevisning om hvad der vil være god hjælp. Det kan sammenlignes med en abort, hvor nogle læger af religiøse grunde ikke ønsker at medvirke, og lægger deres arbejdsindsats på andre områder. Derved undgår de at overbelaste deres moralske dogmer, og andre læger med en mere menneskelig og næstekærlig tankegang kan varetage opgaven.

For det tredie behøver aktiv dødshjælp ikke indebære "at slå patienten ihjel", den oftest sete form i flere lande og stater med human lovgivning, er at lægen kan udskrive en recept på et effektivt dødbringende middel, typisk pentobarbital. Det er altså op til patienten selv at beslutte om og hvornår det skal tages, hvor det dog er bedst med en sundhedsfaglig tilstedeværelse for at sikre at tingene gøres på en forsvarlig måde. En aktivt medvirkende hånd, til selve det dræbende, vil kun være nødvendig i ganske usædvanlige tilfælde, hvor patienten slet intet kan selv. Det kræver heller ikke nogen egentlig uddannelse at følge køreplanen fra Dignitas og andre organisationer.


For det fjerde skulle Tove Videbæk tage og læse lægeløftet, da hun åbenbart ikke ved hvad der står. Her er den fulde og præcise ordlyd:
Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.
Ordene om at ”helbrede, lindre og trøste” forekommer slet ikke, men kan ses som en fortolkning af den af mig fremhævede passage. Selvfølgelig er det normalt til gavn for patienten at helbrede, lindre og trøste, men det er blot ikke altid muligt. Grænsen for løftet om at varetage patientens gavn slutter dog ikke derfor. Helt konkret er der nogle få tilfælde hvor lægen ikke kan gøre noget som gavner patienten bedre end at få lov til at dø på en lidt pænere måde, i stedet for bare at lade stå til omkring det at dø, som nu.

Med i billedet hører at patientens selvbestemmelsesret naturligt medfører en væsentlig medindflydelse på vurderingen af hvilke former for behandling og lindring der er ønskværdige for en døende patient. Der er sager hvor der kun er én effektiv måde at lindre, ved at "slukke lyset". Det sker engang imellem ved at bedøve patienten kraftigt, "nu vågner du aldrig igen, vi plejer din krop indtil du kreperer". For mig at se ville terminal/palliativ sedering være en ydmygende og uværdig måde at lade mig dø på, det ville være meget bedre at få lov til at det gik hurtigere. Det er ikke godt nok at lade min bevidste oplevelse være et afgørende kriterium for værdighed.

Med kortere ord er aktiv dødshjælp i fuld overensstemmelse med lægeløftet, og kategorisk afvisning af at handle til gavn for patienten er et direkte brud på de højtidige ord.

Tove Videbæk

Der var altså flere alvorlige fejl i bare en enkelt lille paragraf. Det er beklageligt når debatten trækkes ned gennem så uoplyste indlæg som fra Tove Videbæk. Jeg tror ikke at det er af ond vilje, blot naivitet, misforståelser og uvidenhed. Jeg har forståelse for at hun holder sig til kristendommens dogmatiske syn på liv og død, men det bliver for tyndt når hun forvrider andre aspekter af debatten.

Lad mig tilføje at jeg har stor respekt for hendes indsats omkring hospice-bevægelsen, disse institutioner repræsenterer et stort fremskridt omkring pleje af døende patienter. Langt de fleste amerikanere, som får en recept på pentobarbital (eller lignende), er allerede i palliativ behandling, og mange af dem dør uden at få brug for "forsikringen". Det er altså ikke enten-eller.

Næstekærlighed, tak.


0 comments:

Logo sommerfugl