Jane Aamund vil ikke leve med store pinsler

torsdag den 3. april 2014

Jane Aamund vil ikke leve med store pinsler

Den kendte forfatter Jane Aamund, som jo bl.a. har skrevet Klinkevals-trilogien, kan snart ikke længere holde sig oven vande. Hun har besluttet sig for at hun snart må have hjælp til at dø, og vil ansøge om denne humanitære hjælp hos Dignitas i Schweiz, når det nu er forbudt at lade mennesker vælge en human død i Danmark.

Hun er fyldt 77 år, og har i mange år kæmpet med forskellige former for kræft. Selvfølgelig har hun fået megen behandling, og det lykkedes i flere omgange for lægerne at behanle kræften. Nu er det ironiske så at den seneste kræft i ganen ikke er den direkte årsag til at hun føler behov for aktiv dødshjælp. I et interview med Ude og Hjemme forklarer Jane Aamund:

Jeg har nu en tilværelse, som er meget svær, ikke fordi jeg har aktiv kræft, men jeg har stråleskader i min kæbe og i min nakke, der efterhånden gør mit liv uudholdeligt af smerter. Jeg kan kun spise flydende kost og har altid store smerter. Jeg er ved at miste hørelsen, jeg kan næsten ikke synke, og jeg vil ikke have sonde. For hver dag bliver jeg mere og mere udmattet og ked af det.

Da hun har svært ved at tale, blev hun interviewet på skrift. Inspirationen til at ønske sig aktiv dødshjælp kom fra den nyligt overståede sag med at Jane Hoffmann tidligere på året fik en god afsked med livet og sine to børn, netop på hvad nogle kalder for en "selvmordsklinik" i Schweiz. Jane Aamund ser Jane Hoffmann som "en helt", for at stå frem og fortælle om det store valg.

Jeg mærker, at tiden nærmer sig, at jeg snart må ansøge om aktiv dødshjælp. Jeg vil være åben om det, selv om det også er en stor belastning, fordi jeg ved, at det vil hjælpe andre, som Jane Hoffmanns historie har hjulpet mig.

Selvfølgelig har hun involveret sin familie, bl.a. hendes bror, finansmanden Asger Aamund. Dem som har sværest ved at forstå hendes ønske er hende sønner. Til gengæld har hendes ældste barnebarn mere forståelse for behovet. Hun ved endnu ikke hvornår, men "jeg tror nok, at det skal gå lidt hurtigt".

Der er ingen mening i at holde liv i et stærkt lidende menneske kun ved hjælp af avanceret teknik, når patienten oven i købet skriftligt eller mundligt har bedt om at blive udfriet fra sine pinsler.

På det praktiske plan må jeg tilføje et håb om at hun har sat gang i proceduren. Sagen er at Dignitas er ret grundige med sagsbehandlingen, så det netop ikke er noget som går hurtigt. De vil ikke have ry af at være en "selvmordsklinik", hvad de gør er at formidle kontakten til en human læge, som efter sin egen vurdering kan udskrive en recept på det gamle sovemiddel Pentobarbital, som i en "passende" overdosis er et fremragende middel til en rolig og smertefri død.

Dignitas hjælper og vejleder omkring det praktiske, med stor fokus på at alt går rigtigt til. En ældre kvinde med uafhjælpelige smerter, og flere gange kræft, lyder i det mindste ikke som en kompliceret sag. En god "forsikring" at have, også selv om det måske ikke er 100% sikkert at hun kommer til det punkt hvor hun må sige "nu". Det giver en stor tryghed ikke at være tvunget til store lidelser.

Til BT har Jane Aamund fortalt:

Jeg kan ikke tåle morfin - ikke nogen smertepræparater, der har med morfin at gøre, og selvom man finder det rigtige smertestillende middel, så kan det ikke lave om på den kæbe der piner mig. Jeg har tandpine og både over- og undermund hele tiden - hele døgnet. Og samtidig har jeg balanceforstyrrelser og øresmerter, og skal tømmes for væske i mellemøret. Sådan er mit liv, har har været det i flere måneder nu.

Og en stor bøn til politikerne:

Der er mange mennesker, der lider som jeg, fordi vi kke har lov til at give folk en smertefri død. Vi har en abortlovgivning, der giver lov til at slå et andet menneske ihjel, men man må ikke udfri mennesker, der har store lidelser, og dør en uværdig død. Mange har haft glæde af at rejse til Schweiz og drikke en gift og dø sammen med deres kære. Og jeg må bare håbe på, at jeg en dag møder et hospital eller en læge, der kan udfri mig af mine pinsler. Jeg har ikke i sinde at kaste mig ud foran et tog, det er synd for de stakkels togførere, og hængning er synd for de pårørende.

Hun frygter at komme i respirator, mens smerterne forstsætter. Meget værre end at "ende som en grønsag". Hellere en rejse til Schweiz, med følgeskab fra venner og familie. Det ville selvfølgelig være endnu bedre om det kunne ske i Danmark, men dertil har vort samfund ikke udviklet sig. Endnu.