Et aktuelt debatemne er et hollandsk forslag om at personer som får brug for hjælp til at dø, kan vælge at blive organdonorer. Selv om alvorlig sygdom kan medføre at ikke alle organer er friske nok til transplantation, kunne dette forslag give transplantationslæger lettere adgang til raske organer. Da der altid er underskud af sunde organer til transplantation, skønnes det at mellem 250 og 500 hollandske liv vil kunne reddes om året.
Som sædvanlig er der kritikere ude, og kalde det for "problematisk". De frygter at den gode sag måske vil kunne få flere til at overveje tanken om at andre kunne have mere glæde af deres organer, og derfor give aktiv dødshjælp en ekstra overvejelse. På fantasi-planet forestiller kritikerne, som Thomas Ploug fra Det Etiske Råd og Aalborg universitet, sig en situation hvor det på en eller anden måde ikke ville være et helt oprigtigt ønske om at dø, men at muligheden for at hjælpe andre i nød fører til en slags pres.
Etik-professor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet er ikke bekymret, og peger på at det tværtimod er en regulær forringelse at de døendes rettigheder, hvis det skal være forbudt for denne gruppe at donere deres organer. Som han siger til Kristeligt Dagblad:
Jeg kan slet ikke se det etiske dilemma i, at et menneske, der ønsker at dø, får mulighed for at redde andres liv. Der er børn og voksne, der går til grunde på ventelister verden over, fordi vi mangler organer. I stedet for at mistænkeliggøre den døendes ønsker og motiver kunne vi jo også vælge at tage dem for pålydende og som udtryk for en altruistisk handling. I virkeligheden er der jo blot tale om en rettighed, alle mennesker nyder, retten til at vælge at blive organdonor. Den rettighed skal de døende - af alle - vel ikke fratages.
- Kristeligt Dagblad:
Læger vil bruge organer efter aktiv dødshjælp
Det netop et overgreb ikke at give folk lov til at være organdonor, når de ikke har muligheden for at leve et liv. Der er ingen grund til at modstandere af i det hele taget at have aktiv dødshjælp skal blande sig her, det må være et filosofisk og dybt personligt valg. Det helt centrale er at aktiv dødshjælp ikke er en simpel sag om at "gå med til det", men en grundig proces med at se på andre muligheder, uden at det bliver til at det handler om at "lokke" nogen til at sige "jeg vil dø".
Den største problematik jeg ser er ikke etisk, men mere praktisk omkring dødsprocessen. Idealet for organtransplantation er et menneske hvor kroppen fungerer samtidig med hjernedød. Så kan det planlægges at organerne kan udtages af "det varme lig", før kroppen går videre mod begravelse.
Ved aktiv dødshjælp er hjernen frisk, og nogle af metoderne til aktiv dødshjælp medfører i sagens natur at både hjerne og krop dør på samme tid, hvor den dybtliggende dødsårsag kan siges at være iltmangel når hjertet holder op med at slå. Dette er fint foreneligt med et dødsleje, hvor pårørende kan være med til det allersidste. Lægeligt set går det dog meget ud over mulighederne for optimale vilkår for at "høste" friske organer efter at døden er indtrådt.
Det er f.eks. aktuelt når en af de mere udbredte metoder er det gamle sovemiddel pentobarbital (nembutal), som er velegnet til formålet. Det bruges også når dyrlæger skal udføre en aflivning, og det kan gives på den måde at patienten selv drikker den dødbringende dosis.
Hvis lægerne skal kunne transplantere de organer som er "gode nok", medfører det en meget kraftigere involvering i selve dødsprocessen, hvor det bliver sværere at styre for det menneske som gerne vil være altruistisk ved sin død.
En af de meget store fordele ved pentobarbital er at det kan udleveres som en sikkerhed for den meget syge, der selv får muligheden for at sige stop. Mange der i USA (stater som Oregon og Washington) får midlet udleveret, opnår stor tryghed gennem at det er deres eget valg hvornår de vil sige "nu er grænsen nået". Og så dør de af sygdommen, uden at få brug for deres "forsikring".
Dette gode scenarie er uforligneligt med at aftale at et hold læger står klar til transplantation.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar